Et bredt flertal af partier er her til aften blevet enige om en aftale om yderligere genåbning fra på mandag.
Aftalen betyder blandet andet, at forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 10 personer udendørs. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Man understreger dog, at myndighederne stadig anbefaler, at man ikke mødes mere end fem personer i private hjem, og at man begrænser sociale kontakter.
Der åbnes også op for udendørs gudstjenester med op til 50 personer, og forsamlingsforbuddet hæves også fra 25 til 50 personer for udendørs idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter.
Afgangselever i grundskolen samt på ungdoms- og voksenuddannelser i Region Hovedstaden kan også vende tilbage efter samme model som i resten af landet. Kommuner med særlig høj incidens er dog undtaget. Dette vurderes af Epidemikommissionen.
Mulighed for skolepraktik
Elever på erhvervsskoler kan også se frem til at komme tilbage, da undervisningen her ofte er rent praktisk og ikke kan gennemføres virtuelt. Der gives derfor mulighed for fuld fremmøde for elever, der skal deltage i såkaldte certifikatfag og for skolepraktik i hele landet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun glæder sig over "at det er alle Folketingets partier, der i dag er blevet enige om en yderligere genåbning af Danmark."
- Alle partier har gjort gældende, at det er vigtigt nu, at genåbningen har et meget stærkt fokus på børn og unge, siger hun.
- Der er nogle afgangselever i hovedstaden, der ikke har haft mulighed, der nu får muligheden for at komme i skole. Vi gør noget ekstra for nogle af de unge, der bliver nødt til at møde frem på erhvervsuddannelserne. Det er rigtigt godt, siger hun.
- Og så giver vi muligheden for, at flere danskere kan komme ud og lave nogle ting sammen udenfor. Vi er heldigvis i gang med foråret - der er mindre smitte udenfor - og vi skal stille og roligt have gang i hele Danmark igen, men vi skal gøre det ansvarligt og uden at sætte tingene over styr, siger Mette Frederiksen.
Ellemann ville gerne have gået længere
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen siger dog, at han gerne havde set en større genåbning.
- Jeg synes, at det er godt, at der trods alt er lidt mere, der åbner, siger han.
Han oplyser, at der de næste dage bliver lavet flere beregninger af konsekvenserne for yderligere genåbninger, og at forhandlingerne fortsætter mandag.
- Jeg havde håbet på, at flere kunne vende tilbage til deres skole. Jeg havde håbet på, at de liberale erhverv kunne åbne, og jeg havde håbet på, at storcentrene kunne åbne, siger han.
- Efter min opfattelse kunne man godt være gået videre, end man er gjort her. Og det har jeg og mine blå kolleger også agiteret for inde ved forhandlingsbordet, siger Jakob Ellemann-Jensen (V).
Vil forhandle videre på mandag
De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, siger om genåbningsaftalen:
- Vi er meget tilfredse med, at vi kan være mere sammen udendørs. Man kan holde en påskefrokost for 10 mennesker udenfor. Og vi kan dyrke mere idræt, fordi smitterisikoen heldigvis er meget lav udenfor. Og så mødes vi på mandag og laver forhåbentlig en langsigtet bred aftale, siger Sofie Carsten Nielsen.
Hun peger på, at "alle børn" så vidt muligt skal tilbage i skole efter påske.