Mere smitsom coronamutation bekymrer professor: 'Det accelererer nu, det her'

Analyse, smitteopsporing og vaccine er de vigtigste våben mod mutation fra England, vurderer Eskild Petersen.

Indtil videre tyder det ikke på, at coronamutationen gør den smittede mere syg eller bremser effekten af vacciner. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Der skal sættes ind på alle tænkelige fronter for at bremse den mutation af coronavirus, som nu er konstateret hos 86 tilfælde i Danmark - og måske reelt er ni gange så udbredt.

Det mener Eskild Petersen, læge og adjungeret professor ved Institut for Klinisk Medicin under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

- Det accelererer nu, det her. Og derfor er det nu og her vigtigt at øge sekventeringen (genetisk analyse af positive coronaprøver, red.), så man kan finde ud af, hvor den her variant er og følge de smittede i isolation, så det ikke spreder sig endnu mere, siger han.

I en ny rapport skriver Statens Serum Institut, SSI, at der i Danmark er tiltagende samfundssmitte med den såkaldte cluster B.1.1.7 - den engelske variant, som vurderes at være 50 til 74 procent mere smitsom end andre stammer.

- Den spreder sig jo hurtigere end de virus, vi allerede kender til. Det kan betyde, at kurven bliver stejlere, og at vi får et højere toppunkt, siger Tyra Grove Krause, overlæge og konstitueret faglig direktør i SSI, til DR.

De 86 bekræftede tilfælde i Danmark er fundet på baggrund af gensekventering af 11 procent af det samlede antal prøver.

Reelt er antallet af smittede i Danmark med den engelske variant langt større, vurderer Eskild Petersen i lighed med seruminstituttet.

- Hvis vi ikke får styr på det her, så vil det betyde at vores kontrolforanstaltninger skal være mindst 50 procent mere effektive end det nuværende niveau, bare for at holde smitten der, hvor den er nu, siger han.

Mutation udkonkurrerer andre varianter

Den øgede smitsomhed kan ifølge seruminstituttet være forklaringen på, at de restriktioner, der blev indført i november, ikke havde den forventede effekt i de områder i England, hvor varianten har været dominerende.

Her måtte den britiske regering kort før jul indføre skærpede tiltag i de pågældende områder. Blandt andet må borgerne kun ses med én anden person uden for deres eget hjem.

I løbet af det seneste døgn er der blevet registreret 57.725 nye tilfælde af coronasmitte i Storbritannien - og det er rekord. (Foto: VICKIE FLORES © Scanpix)

Statens Serum Institut skriver i sin risikovurdering, at man forventer, at den engelske virusvariant på grund af den øgede smitsomhed vil udkonkurrere de andre virusvarianter i de kommende uger.

- Erfaringen fra blandt andet England og Irland er, at smittespredningen tager særligt fat, når den udgør mere end 10 procent af de samlede tilfælde.

- Det er på den baggrund usikkert, om de nuværende tiltag er tilstrækkelige til at holde epidemien under kontrol, hvis denne variant, som forventet, spreder sig yderligere, skriver SSI i rapporten.

Nye restriktioner kan være på vej

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) understreger her til aften, at man følger udviklingen af den britiske virusvariant i Danmark meget nøje.

I en skriftlig udtalelse til DR Nyheder udtaler han:

- Vores eksperter arbejder på at få opsat test, der kan bruges til at screene for, om man kan være smittet med blandt andet denne variant, og hermed hurtigere kan fange smitte med den britiske virusvariant.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) vil ikke udelukke nye restriktioner og en forlængelse af de nuværende. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Magnus Heunicke oplyser samtidig, at Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering arbejder på at afdække, hvilke konsekvenser spredning af den nye variant kan få for smittetal og belastning af sundhedsvæsenet fremover.

Og på den baggrund kan det ifølge ministeren ikke udelukkes, at der vil komme nye restriktioner.

- Jeg kan ikke afvise, at det vil blive nødvendigt med yderligere tiltag, eller om der vil blive behov for at forlænge de nuværende efter den 17. januar.

- Det afhænger fuldstændig af udviklingen af denne mere smitsomme virusvariant og sundhedsmyndighedernes vurdering af situationen, udtaler Magnus Heunicke.

Professor: Vaccinér og sekventér

Eskild Petersen mener, at myndighederne først og fremmest bør skaffe flere doser af coronavaccinerne til Danmark, så man kan øge immuniteten i befolkningen hurtigere.

- Man skal sørge for at skalere vaccineprogrammet op, hvis man kan få fat i flere doser. For jeg har svært ved at se, at vi kan lukke samfundet mere ned. Vi er jo stort set der, hvor vi var i marts måned.

Der er også mere at hente ved at øge sekventeringen af de positive coronatest, selvom Danmark er førende i verden på det område, vurderer Eskild Petersen.

- Det burde være muligt at købe nogle flere maskiner og sætte dem ind på universiteternes forskningslaboratorier og så udskyde deres aktuelle arbejde med et par måneder.

I Storbritannien har presset på hospitalerne fået myndighederne til at tage et drastisk middel i brug.

Her vil man vente op til 12 uger i steder for tre med at give borgerne den anden vaccinedosis - og dermed være i stand til at vaccinere dobbelt så mange hurtigt.

Men det er ikke en opskrift, som Danmark bør følge, mener Eskild Petersen.

- Det er et udtryk for, at de står i en desperat situation. Og man ved ikke, om det virker. For hvis dit immunsystem taber hukommmelsen, så hjælper det ikke at give anden dosis tre måneder senere.

Rettelse 6. januar: Et citat med Eskild Petersen er blevet fjernet fra artiklen, da det kunne misforstås.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter