Messerschmidts 'kammerat' undrede sig over mængden af EU-stof til sommergruppemøde

Straffesagen mod Morten Messerschmidt fortsatte torsdag med vidneafhøringer.

Alex Ahrendtsen var et nyt vidne i sagen indkaldt af Messerschmidts forsvarer. (Arkivfoto) (Foto: © Linda Kastrup, Ritzau Scanpix)

Det mangeårige medlem af Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen afgav torsdag forklaring ved Retten på Frederiksberg, hvor hans formand, Morten Messerschmidt, sidder på anklagebænken.

Toppolitikeren er tiltalt for EU-svig og dokumentfalsk i forbindelse med DF's sommergruppemøde i Skagen i 2015.

Ved sommergruppemødet blev der afholdt et EU-seminar af DF's europæiske parti, Meld, og derfor fik DF EU-midler, hævder Messerschmidt.

Anklagemyndigheden mener omvendt, at der slet ikke var noget EU-seminar, og DF derfor fik pengene uberettiget.

Morten Messerschmidt nægter sig skyldig.

DF-formanden har sagt, at tirsdag den 4. august gik med EU-seminaret.

Sådan husker Alex Ahrendtsen det også, forklarede han torsdag i retten.

- Altså det, der skilte sig voldsomt ud i forhold til andre år, var omfanget af EU-stoffet om tirsdagen. Jeg husker tydeligt, at det var 9-12, at vi behandlede det politisk, og så efter frokost var det lidt mere løst, fortæller Alex Ahrendtsen.

Han tilføjer, at det fremstår mere uklart, hvad de lavede efter klokken 12.

Han er den dag i dag ikke i tvivl om, at han var til et særskilt arrangement.

- Det var arrangeret af den europæiske gruppe. Det var Morten, der stod for det, og det var Morten, der bød velkommen, fortæller Alex Ahrendtsen.

Tidligere har Ahrendtsen udtalt til Politiken, at han anser Messerschmidt som sin "kammerat". De to har kendt hinanden, siden Ahrendtsen var 19 år gammel.

Netop det blev han spurgt til ude foran retten efter sin forklaring.

Hvad skal man lægge i din forklaring, der er til hans forsvar?

- Antyder du, at jeg ikke siger sandheden, fordi Morten er min kammerat? Du kan spørge alle i Folketinget, hvordan de opfatter mig. Jeg plejer at sige tingene, som de er. Det er jeg kendt for.

Sådan sagde Ahrendtsen efter sin vidneforklaring.

Kim Christiansen: Det kan man godt sige

Også den tidligere transportordfører for DF Kim Christiansen afgav vidneforklaring i retten torsdag.

Christiansen spurgte Kim Christiansen, om han opfangede, at han var til en EU-konference i 2015.

- Ja, det kan man jo sige, at jeg gjorde om tirsdagen

Ved Retten i Lyngby, hvor samme sag kørte i august 2021, afviste Christiansen ellers, at det var tilfældet.

Torsdag forklarede han det med den lydoptagelse, der er kommet frem i sagen, hvor Messerschmidt på sommergruppemødet siger, at DF's europæiske parti havde arrangeret et EU-seminar.

Lyt her, hvordan ordene faldt til mødet:

0:00

Han siger, at han ikke husker, at han var i lokalet, da ordene faldt, men at de bekræfter ham i, at dagen lå i "EU's tegn".

- Der er ikke så så meget ændret siden. Nu er vi bare blevet bekræftet i, at der var en EU-del, man kan kalde Meld. Det er blevet bekræftet af lydoptagelsen. Men jeg var ikke selv i lokalet.

Sagen fortsætter fredag, hvor det ifølge DRs oplysninger er forventningen, at Pia Kjærsgaard, Anders Vistisen, Martin Henriksen og Peter Kofoed blandt andre skal vidne.

Det er anden gang, at sagen er for retten. I august 2021 blev Morten Messerschmidt idømt seks måneders betinget fængsel i sagen ved Retten i Lyngby. Men efter dommen blev det vurderet, at dommeren kunne opfattes som inhabil. Derfor går sagen nu om.

Det er forventningen, at der falder dom inden jul.