Metro bygger uden overenskomst

Udenlandske metromedarbejdere er ansat på vilkår langt under danske standarder.

Arbejdere på metrobyggeriet er ansat på vilkår langt under danske standarder. (Foto: Jakob Andresen © DR)

De ansatte i Metroselskabet, som står for driften og byggeriet af den københavnske metro, arbejder uden at være dækket af en overenskomst. Og det på trods af at selskabet er offentligt ejet af primært Københavns Kommune og staten, skriver Politiken.

De fraværende overenskomster vækker undren og hård kritik fra flere sider af fagbevægelsen.

- Man skal altid selv gøre det, man siger. Det sender et forkert politisk signal, når regeringen siger, at man støtter op om den danske model, vil bekæmpe social dumping og bakker op om overenskomster. Så er det paradoksalt, at man ikke sørger for, at der er overenskomster i 100 procent offentligt ejede selskaber", siger Lizette Risgaard, der er næstformand i LO, til Politiken.

Politikere i bestyrelsen

Metroselskabet stiller i forbindelse med byggeriet af Metro Cityringen krav til underentreprenører om, at alle arbejdere er ansat på vilkår, der ikke er ringere end danske overenskomster. Men Politiken kan i dag fortælle om udenlandske metroarbejdere, der ifølge 3F tjener ned til 64 kroner i timen og dermed er ansat på vilkår langt under danske standarder.

I Metroselskabets bestyrelse sidder den tidligere LO-formand Hans Jensen og tre folkevalgte, blandt andre SF'eren Klaus Mygind. For ham kommer de manglende overenskomster som et chok: "Det overrasker mig og undrer mig meget, hvis der ikke er overenskomster. Vi har internt diskussioner om at undgå social dumping, og så regner jeg da med, at det helt basale er i orden", siger Klaus Mygind til Politiken.

Kontrakter fra Finansministeriet

Metroselskabets ledelse forklarer i en mail de manglende overenskomster med, at da den første metro skulle bygges, var der brug for specialiserede stillinger, som ikke nødvendigvis passede ind i de sædvanlige overenskomster.

"Finansministeriet udarbejdede en skabelon for ansættelseskontrakter, som Metroselskabet i dag fortsat følger", skriver kundedirektør Rebekka Nymark ifølge Politiken.

Facebook
Twitter