Metrobyggeri ramt af rekordmange sikkerhedsproblemer

På 150 dage har metrobyggeriet i København fået 108 strakspåbud og forbud af Arbejdstilsynet.

Strakspåbud og forbud fortsætter med at ramme byggeriet af metrocityringen i København. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Der er fortsat store problemer med sikkerheden på byggeriet af den kommende metrocityring i København. Således har firmaerne på byggepladsen på de første 150 dage af 2014 indkasseret hele 108 strakspåbud og forbud, viser en gennemgang af Arbejdstilsynets rapporter, som Fagbladet 3F har foretaget.

Det sker, selvom Metroselskabet tidligere har lovet, at de nu ville stramme op på sikkerheden. Men mens byggeriet i hele 2013 fik alvorlig kritik 115 gange, så er tallet nu altså stort set det samme fra 1. januar og frem til slutningen af maj.

I fagforbundet 3F mener de ikke, der bliver gjort nok for at få styr på sikkerheden.

- Desværre er det klart et udtryk for, at der stadig er store problemer på metroen. Det er jo prisværdigt, at Arbejdstilsynet har fokus på det, men det åbner også op for diskussionen omkring, hvad der går galt, siger Michael de Gier, faglig sekretær i 3F til DR Nyheder.

Arbejdstilsynet har skruet bissen på

Problemerne med sikkerheden har fået Arbejdstilsynet til at øge antallet aftilsynsførende på byggeriet fra tre til frem fuldtidsansatte.

- Der er stadig er mange problemer med sikkerheden på metrobyggeriet. Derfor har vi fornylig - på beskæftigelsesministerens initiativ - oprustet indsatsen, siger Karsten Bach Christensen, tilsynschef fra Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F.

Arbejdstilsynets rapporter viser ifølge 3F blandt andet, at ansatte ikke har haft det nødvendige sikkerhedsudstyr. Arbejdstilsynet har eksempelvis afsløret, at ansatte skulle blande 80 poser med støvende tørbeton uden åndedrætsværn eller ansigtsbeskyttelse.

Metroselskab erkender udfordringer

I metroselskabet, der er bygherre på hele cityringen, erkender de, at der har været - og fortsat er - problemer med sikkerheden. De mener dog, at omfanget af påbud og forbud skal ses i sammenhæng med, at det er et stort projekt.

- Vi synes, der er givet mange strakspåbud. Men for lige at holde proportionerne på plads, så skal det ses i sammenhæng med, at vi har 21 store anlægsbyggepladser. Det er de største byggeanlægsprojekt, der er i gang i Danmark, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet A/S til DR Nyheder.

Han understreger samtidig, at Metroselskabet selvfølgelig tager arbejdsmiljøet på byggepladserne meget alvorligt, men at antallet af ulykker er faldet.

- Vi har haft et dårligt arbejdsmiljø i perioder, men vi har igangsat en meget stor indsats, og i hele 2014 har vores ulykkesfrekvens ligget under landsgennemsnittet.

Facebook
Twitter