Metroen ødelægger 500 historiske gravsteder

Uden at orientere Folketinget har Metroselskabet jævnet en del af den historiske Assistens Kirkegård på Nørrebro blevet jævnet med jorden. 487 aktive og historiske gravsteder er blevet sløjfet.

I stedet for på hjørnet uden for Assistens Kirkegård kommer metrostationen nu til at ligge 40 meter inde på den historiske kirkegård. (© DR)

Byggeriet af den kommende københavnske metro skrider frem. Men uden at Folketingets politikere er blevet orienteret, er en del af den historiske Assistens Kirkegård på Nørrebro blevet jævnet med jorden.

21 Søndag kan afsløre, at metrostationen på Nørrebros Runddel pludselig er flyttet helt ind på kirkegården. Det skete som en tyv om natten, uden at politikerne fik mulighed for at tage stilling til de ændrede planer.

40 meter inde på kirkegården

Den oprindelige plan for metrobyggeriet, som politikerne i Folketinget vedtog for to år siden, placerer metrostationen uden for kirkegården.

Men næsten to år efter, at Folketinget havde stemt for loven ud fra planerne om, at metrostationen skulle ligge uden for kirkegården, så hopper stationen pludselig 40 meter ind på kirkegården. Det sker på et billede i en redegørelse til Folketingets trafikudvalg.

Og ikke nok med at et stort stykke af kirkegården ryddes, 12 aktive gravsteder og 475 historiske gravsteder med tilhørende gravsten eller kors er blevet gravet op og helt fjernet. Og graver man bogstaveligt tal nogle spadestik under jorden, er der ifølge Kulturcentret Assistens over 4000 mennesker begravet.

Kun "lidt længere inde"

Den oprindelige plan for metrobyggeriet nævner kun en "muligvis flytning af nogle enkelte resterende gravsteder". I de seneste planer skriver kommunen, at der stadigvæk kun er "enkelte gravsteder, hvor en flytning kan komme på tale".

Første gang nogen fortæller Trafikudvalget og dermed Folketinget, at stationen er blevet flyttet, er i marts i år. Det sker i en rapport fra Metroselskabet. Og man skal bladre meget længe og se grundigt efter for at finde oplysningen om, at stationen er flyttet "lidt længere ind på kirkegården" som det hedder.

Den formulering havde formanden for Folketingets trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen (V), ikke lagt mærke til, før 21 Søndag præsenterede den for ham.

Sådan kan man ikke skrive

- Lidt længere inde, hvad er det? Sådan kan man ikke skrive i et beslutningsgrundlag. Det er helt utilstedeligt. Det kan man ikke skrive, det er noget ubestemmeligt noget. Og det er stærkt kritisabelt, siger Flemming Damgaard Larsen.

21 Søndag spurgte den ansvarlige i Københavns Kommune, centerchef Torben Gleesborg i Teknik- og Miljøforvaltningen, om det er et neutralt udtryk at skrive lidt længere ind på kirkegården?

- Det har jeg ikke nogen holdning til, jeg synes det er retvisende, siger Torben Gleesborg.

Facebook
Twitter