Metroens mor: Jeg bliver ved til jeg ikke kan trække vejret mere

Som ung arkitektstuderende boede Anne-Grethe Foss i Paris. Hun forelskede sig i metroen og har siden arbejdet for at få København til at køre på underjordiske skinner.

For viceadministrerende direktør i Metroselskabet Anne-Grethe Foss er metrohullet i jorden lig med skønhed. (© dr)

Med et ryk sætter den tunge arbejdselevator i bevægelse. Den er på vej 35 meter ned i det, der engang bliver til Marmorkirken Station i centrum af København.

Et koldt og ugæstfrit sted, vil de fleste mene, men for viceadministrerende direktør i Metroselskabet Anne-Grethe Foss er hullet i jorden lig med skønhed, og det er lige der, hun allerhelst vil være.

- Det er jo en del af mit liv. Jeg føler mig rigtig godt tilpas i den her sammenhæng, siger hun.

For 74-årige Anne-Grethe Foss er den københavnske metro ikke bare en foranstaltning, der skal fragte mennesker fra A til B. Det er byens nervebane og en forudsætning for at bevare status som en attraktiv hovedstad. Samtidig er metroen hendes livsværk.

I næsten 50 år har hun kæmpet for at realisere det, der begyndte som en ung arkitektstuderendes lyse ide om en metro i København. En drøm, der blev vakt i 1968 midt i oprør, kærlighed og demonstrationer og mellem de huse, hun var rejst til Paris for at studere.

- Jeg tænkte, at hvorfor har vi ikke sådan en i København? Det er da helt forkert, siger hun.

Tilbage i København skrev Anne-Grethe Foss speciale om en metrolinje mellem Kgs. Nytorv og Østerport med en station ved Marmorkirken. Mange år senere, i 1993, blev hun administrerende direktør i Ørestadsselskabet.

I begyndelsen var der ikke mange, der synes, det var nogen god idé.

- Jeg kunne mærke på mine gode venner, at de undgik at tale om det. De synes, det var lidt pinligt at jeg beskæftigede mig med noget så useriøst, husker Anne-Grethe Foss.

Men i 1996 tog man det første spadestik til det, mange mente var en useriøs grille.

- Der var en artikel i avisen, hvor en politiker udtalte, at sådan et stort projekt ikke kunne styres af sådan en lille dame. Det synes jeg var lidt hårdt, siger hun og fortsætter:

-Så tænkte jeg, at det skal jeg fandeme vise, at jeg kan.

Magtmænd og kvindelist

Undervejs har budgetoverskridelser, forsinkelser, sure naboer og problemer med arbejdsmiljøet betydet hård kritik og verbale tæsk, men Anne-Grethe Foss har aldrig tvivlet på, at projektet var rigtigt for København, og hun vil gerne tage ansvaret.

Æren lader hun til gengæld gerne andre få. Hendes strategi minder om det, man kan kalde kvindelist.

- Du skal ikke stille dig op foran. Du skal sørge for at give politikere plads og lade dem tro, det er deres projekt. Og så skal du hjælpe dem alt det, du kan, siger Anne-Grethe Foss, der er vant til at færdes i ministerier blandt magtmænd i jakkesæt.

Men hun befinder sig langt bedre blandt borebisserne langt under jorden og på byggepladsen, hvor hun gerne inviterer familien med på besøg.

Hendes liv med metroen er nemlig også været et vilkår for dem, for hvem hun mest bare er mor og farmor. I Metroselskabet har hun fået tilnavnet Metroens Mor og hendes søn føler også, at han har en ekstra lillebror.

- Metroen har ligesom været et familiemedlem, siger Rasmus Moltke.

Helt særlig arbejdsmoral

Anne-Grethe Foss har ikke dårlig samvittighed over, at hendes arbejde har fyldt og stadig fylder de fleste af hendes vågne timer, men hun mener ikke, hendes børn skal forsøge at gøre hende kunsten efter.

- Mine børn er blevet ligesom mig. De knokler, som jeg ved ikke hvad, siger hun, og sønnen Rasmus bekræfter:

- Det er svært at sige, at vi ikke har en særlig arbejdsmoral i vores familie. Den har vi adopteret, siger han.

Anne-Grethe Foss befinder sig godt blandt borebisserne langt under jorden og på byggepladsen, hvor hun gerne inviterer familien med på besøg. Her er hendes søn og barnebarn på besøg.

Men Anne-Grethe Foss tøver ikke med svaret på spørgsmålet om, hvorvidt kampen har været det hele værd.

- Ja, det synes jeg, siger hun.

Arbejdet med 17 nye metrostationer på den såkaldte Cityring er i fuld gang og efter det planlægges nye linjer.

Ifølge Anne-Grethe Foss er det et tog, der aldrig stopper.

- Metroen bliver forhåbentlig aldrig færdig. Det er lidt ligesom at spørge, hvornår en by er færdig. Der vil hele tiden komme en udvikling, siger hun.

Hun har heller ikke selv nogen plan om at skrue ned for arbejdsdagene, der begynder tidligt og slutter sent.

- Jeg stopper, når jeg ikke kan trække vejret længere, siger hun.

Fakta om 74-årige Anne-Grete Foss

  • Mor til tre børn

  • Viceadministrerende direktør i Metroselskabet siden 2009

  • Administrerende direktør i Metroselskabet 2007 – 2009

  • Administrerende direktør i Ørestadsselskabet 2004 – 2007

  • Planlægningschef i DSB 1990 – 1993

  • Kontorchef i KTAS, 1989-90

  • Ansat i Trafikministeriets Planlægningsafdeling, 1981 og kontorchef samme sted, 1985-89

  • Fuldmægtig i Miljøministeriets Departement, 1975-81

  • Statens kommitterede i byplansager, 1973-75

  • Lærer på Kunstakademiets Arkitektskole, 1971-73

  • Byplankonsulent, Skaarup Jespersen, 1969-71

Facebook
Twitter