Det lå inden for rammerne af ytringsfriheden, da Mette Rahbek som praktikant i Odense Kommune i et Facebook-opslag kritiserede den tale, som en leder holdt på en medarbejderdag i beskæftigelsesforvaltningen.
Det konkluderer Folketingets Ombudsmand, der i en udtalelse lægger vægt på, at offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed.
Mette Rahbekss opslag lød sådan her tilbage i 2017:
- Hørt Til Odense Kommunes medarbejderdag: ’Ledigheden i Odense er den andenstørste i landet. Det er en brændende platform, der kan sidestilles med børnedødeligheden i Afrika.
- WTF?????? (…)
Efterfølgende blev Mette Rahbek indkaldt til en tjenstlig samtale og fik en skriftlig påtale, fordi ledelsen mente, at hun var illoyal og i øvrigt havde gengivet talen forkert.
Men det burde ledelsen have afholdt sig fra, lyder det fra Folketingets Ombudsmand.
Mette Rahbek er "glad" og "lettet" over afgørelsen fra Ombudsmanden.
- Det er vigtigt, at Ombudsmanden har fokus på, at vi som offentligt ansatte har ytringspligt nærmest. Vi godt må være lidt skarpe i vores retorik, siger Mette Rahbek, der i dag er ansat som pædagog i Nyborg Kommune.
- Det, der tænder mig, er uretfærdighed, eller når man ikke behandler mennesker med respekt. Det her var uanstændigt og respektløst. Derfor kom min frustration ud på Facebook, siger Mette Rahbek.
Tog ikke til genmæle
I Ombudsmandens udtalelse fremgår det dog, at han ikke mener, at Mette Rahbeks Facebook-opslag er en korrekt gengivelse af direktørens tale.
Alligevel mener Ombudsmanden, at det falder inden for ytringsfrihedens rammer.
- Offentligt ansatte har en vidtgående ytringsfrihed. Det betyder blandt andet, at de er berettigede til at bruge skarpe og polemiske vendinger og overdrevne udtryk, så længe de for eksempel ikke kommer med åbenbart urigtige oplysninger eller er urimeligt grove, udtaler Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.
Han påpeger i den forbindelse på, at Odense Kommune kunne tage til genmæle over for Facebook-opslaget ved at fortælle praktikanten direkte eller i en bredere kreds, hvad der var ment i talen.
Mette Rahbek har hele tiden undret sig over, at kommunen ikke gjorde netop det, når hun blev anklaget for at gengive talen forkert.
- Jeg har hele tiden sagt, at hvis Odense Kommune mener, at jeg har sagt noget forkert, hvorfor har de så ikke modbevist det? Det har de aldrig gjort, siger hun.
Hvorfor skulle det her ud til hele verden og ikke bare holdes internt?
- Det er et rigtig godt spørgsmål. Men som offentligt ansat er der bare ikke meget tillid tilbage mellem de tillidsvalgte og ledelsen. Her kommer jeg lidt med et opråb, siger Mette Rahbek, der var folketingskandidat for Alternativet på Fyn ved det netop overståede folketingsvalg.
Professor: Ytringsfrihed under pres
Ifølge juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet er offentligt ansattes ret til at ytre sig offentligt i disse år under voksende pres.
- Det er en lille smule bekymrende, at der er så relativt mange sager, hvor Ombudsmanden kritiserer. Der kan nogle steder være en kultur, hvor nogle synes, det er illoyalt, hvis man kritiserer og ikke går til ledelsen først, siger han.
Juraprofessoren understreger, at offentligt ansatte langt fra kan sige hvad som helst og blot henvise til ytringsfriheden.
- Der er nogle krav til ytringer. De må ikke være overdrevet grove eller ulovlige. Og de må heller ikke være åbenlyst forkerte. Her var noget, der måske ikke var fuldstændig rigtigt, men det kan altså ikke kræves, at det på den måde er fuldstændig præcist.
- Det er ikke illoyalt at udtale sig offentligt i en demokratisk debat, siger Sten Schaumburg-Müller.
Odense Kommune oplyser i en mail, at "afgørelsen tages til efterretning og vil blive drøftet videre internt".