Mette Frederiksen: 84 er evakueret ud af Kabul via dansk luftbro

- Situationen i Afghanistan er katastrofal, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Den danske evakuering af danskere og lokalt ansatte i Kabul i Afghanistan er i gang, og der er nu etableret en luftbro fra Kabul til nabolandet Pakistans hovedstad, Islamabad, og videre til København.

Det siger statsminster Mette Frederiksen (S) på et pressemøde her til eftermiddag.

- De danske myndigheder har arbejdet intensivt på at få etableret en nødvendig luftbro mellem Kabul og København via Islamabad, siger hun.

Det er nu lykkedes, og den skal være vejen ud af det nu Taliban-styrede Afghanistan for danskere, tolke, lokalt ansatte og deres familier.

- Den luftbro, der skulle etableres, er nu operationel. Vi har udsendte fra Udenrigsministeriet, Forsvaret og øvrige myndigheder til stede i lufthavnen i Kabul. Vi har fly stående klar i Islamabad, og vi har det nødvendige setup klar i København, herunder krisehjælp til de evakuerede, siger Mette Frederiksen.

Et fly med 15 evakuerede fra Kabul landede i København tidligt i morges, dog uden danskere ombord. Yderligere er nu evakueret.

- I morges landede det første evakueringsfly i København, og jeg kan nu bekræfte, at her til formiddag er det lykkedes at løfte yderligere 84 personer ud, heriblandt lokalt ansatte og tolke, siger Mette Frederiksen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kan ikke sige præcist, hvornår de første evakuerede med civile fly via den danske luftbro vil ankomme til København.

70 personer på 'danskerlisten'

Jeppe Kofod afviser også at kommentere på, hvor mange Danmark i alt vil evakuere, men han siger, at regeringen hellere vil 'evakuere en for meget end en for lidt'.

Han siger dog, at der lige nu er 70 danskere eller personer med lovligt ophold i Danmark på det, der hedder 'danskerlisten'.

- Listen over dem, der er danske statsborgere eller andre med lovligt ophold i Danmark er på op mod 70 mennesker, siger Jeppe Kofod.

For få dagen siden var den liste på kun ti personer, men da Kabul faldt, kom der hurtigt flere til. Det er uvist, om nogle af de personer er blandt dem, der allerede er hjulpet ud af Afghanistan.

Evakueringen kræves kulegravet

Men selvom der altså er gang i evakueringerne af danskere såvel som afghanere med tilknytning til Danmark, så kom det i gang alt for sent, lyder kritikken.

Både Venstre, SF og Enhedslisten mener, at regeringen allerede i juni burde have hjulpet de lokalt ansatte afghanere til Danmark, og det får partierne til at kræve, at en undersøgelse skal kortlægge, hvorfor regeringen var så længe om at reagere.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser, at man fra regeringens side har nølet.

- Det her, det har overrasket alle. At det kunne ske så hastigt, at det ændrede sig over en weekend fra time til time, og at de afghanske regeringsstyrker faldt så hurtigt, det står som en overraskelse for amerikanerne, for Nato, og Danmark havde ikke bedre viden end Nato eller amerikanerne, siger hun.

Samme melding kommer fra statsminister Mette Frederiksen, som dog erkender, at evakuering ikke er optimal.

- De billeder, vi har set fra Kabul og Afghanistan, og de beretninger, vi hører, er dybt ulykkelige, og det rammer os alle sammen hårdt. Situationen er katastrofal, siger hun.

- Med det vi ved i dag, der tror jeg, at alle de lande, der i øjeblikket arbejder på at få reddet folk ud af Afghanistan, kunne have ønske sig, at evakuering var foregået på en anden måde. Alle allierede blev overrasket over den hastighed, hvorved tingene har udviklet sig.

Jeppe Kofod er enig i, at håndteringen og timingen af evakueringen skal vendes.

- Når vi har gennemført den her evakuering, lover jeg alle, at vi får en ordentlig drøftelse af de her spørgsmål, for de fortjener selvfølgelig at blive belyst, siger han.