Mette Frederiksen efter fald i indlagte på intensiv: Det er tid til at genoverveje coronarestriktioner

Overlæge vurderer, at kurven formentlig ikke kommer til at gå op igen.

- Hvis man skulle forestille sig en stigning i antallet af intensivpatienter, så havde vi med meget stor sandsynlighed set det nu, siger Steffen Christensen, intensiv-overlæge på AUH. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Smitten stiger fortsat i samfundet, og det seneste døgn er der registreret 28.780 nye smittetilfælde.

Men hos landets intensivafdelinger er der tale om en faldende kurve.

Den 6. januar toppede intensiv-indlæggelserne med 82, og siden har der været et konstant fald i antallet af intensivpatienter i Danmark. I dag er tallet faldet til 52.

Og det er et tegn på, at vi kan møde de kommende uger med sindsro, fortæller Anders Perner, der er overlæge på intensivafdelingenRigshospitalet i København.

- Antallet af svært syge patienter på intensivafdelingerne er støt faldende trods den høje smitte. Især i Region Hovedstaden hvor vi har set den største smitte. Så samlet set er det et rigtig godt tegn, siger han.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) konstaterer, at det kan se ud til, at kurven er knækket, hvad angår de indlagte på intensiv.

- Vi er selvfølgelig et sted og i en situation, hvor vi skal genoverveje ikke alene de nuværende restriktioner, som der ikke er mange af tilbage, men hvordan vi håndterer situationen i det hele taget. Det er i hvert fald det, som vi gør i regeringen lige nu, siger Mette Frederiksen til Ekstra Bladet.

Pladser efter deltapatienter bliver ikke fyldt op

Der var ellers en stor bekymring, da omikron begyndte at sprede sig, fortæller Anders Perner fra Rigshospitalet.

- I slut december var vi fyldt op, og nogle dage fyldt til randen. Vi var meget bekymrede for, hvad en stor bølge af coronapatienter ville gøre ved vores kapacitet.

Men udviklingen tyder på, at omikron nok ikke kommer til at belaste intensivafdelingerne.

- Vi havde et efterslæb af deltapatienter, der blev indlagt i december, som lå hos os i lang tid. De er ved at blive udskrevet, og nogle er desværre døde. Men pladserne er ikke blevet fyldt op igen i samme grad af omikronpatienter, siger han.

- Det bliver mere og mere usandsynligt, at intensivafdelingerne vil blive belastet af omikronpatienter. Jeg er rimeligt sikker på, at kurven ikke kommer til at gå opad igen.

Samme optimisme lyder fra Steffen Christensen, der er overlæge på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshosptial.

Her falder det samlede antal intensivpatienter, og lige nu har Region Midtjylland seks covidpatienter indlagt på intensiv.

- Der var begrundet frygt for, at vi ville blive oversvømmet med svært kritiske coronapatienter med omikron. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Trods høje smittetal i samfundet har det ikke afspejlet sig i flere indlæggelser på intensiv, snarere tværtimod har tallet være faldende.

Ifølge Steffen Christensen skyldes det formentlig, at omikron ikke medfører så alvorlig sygdom som tidligere coronavarianter.

- Smittetallet har været meget højt i mere end fjorten dage. Så hvis man skulle forestille sig en stigning i antallet af intensivpatienter, så havde vi med meget stor sandsynlighed allerede set det nu.

Indlagt med eller af corona?

Lige nu er seks patienter indlagt på Rigshospitalets intensivafdeling. Kun to ud af de seks er syge på grund af coronavirus. De andre er indlagt med anden svær kritisk sygdom, og deres smitte er fundet tilfældigt, fordi alle patienter testes.

Og i den kommende tid forventer Anders Perner fra Rigshospitalet, at der bliver sat større fokus på, at en tredjedel af de registrerede coronasmittede på intensivafdelingerne, ifølge ham, ikke vil være syge af corona, men med corona.

- Det tal er vigtigt at få beskrevet så godt som muligt, for det viser mere reelt den belastning, der er af corona på intensivafdelingerne. Statens Serum Instituts tal overestimerer den samlede byrde for sundhedsvæsenet. Man bliver nødt til at samarbejde om at få mere præcise tal.

Men sådan er billedet ikke endnu på landsplan.

intensivafdelingen i Aalborg var der, ifølge ledende overlæge Morten Freundlich, i morges 11 indlagte, hvor ti af dem var på grund af corona, og kun én var med corona.

Og Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital og formand for intensivlægerne, vurderer, at langt de fleste coronaindlagte på intensivafdelingerne i Danmark stadig er indlagt på grund af corona.

- Men det vil formentlig ændre sig de kommende uger, fordi omikron gør folk mindre syge, samtidig med at smitten er høj i hele samfundet og dermed vil påvirke tallet på intensiv, siger han.

Region Sjælland skærer i coronaberedskab

De generelle inlæggelsestal har gennem længere tid også været faldende. Men siden i går er antallet af indlæggelser steget med 68, så der nu i alt er 802 indlagte.

På trods af det ser man også positivt på udviklingen hos Region Sjælland, der nu skruer ned for deres coronaberedskab.

Det betyder, at man skærer ned på antallet af sengepladser reserveret til patienter med corona, fortæller lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland Jesper Gyllenborg.

-Vi har igennem nogle uger set stabile indlæggelsestal på trods af den stigende smitte. Og vi tror nu på, at det holder.