Mette Frederiksen fordømmer hærværk mod jødiske gravsten

Hun kalder det både et angreb på danske jøder og alle andre.

- Weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle vi andre, siger Mette Frederiksen. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) fordømmer weekendens episode, hvor flere jødiske gravsten er blevet udsat for hærværk på en kirkegård i Randers.

- Antisemitisme og racisme har ingen plads i vores samfund. Og weekendens angreb på en jødisk gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle vi andre.

- Vi må fordømme det, og myndighederne må gøre, hvad de kan for at opklare de her forbrydelser, skriver statsministeren på Facebook.

Flere end 80 gravsten var malet med grøn graffiti. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Over 80 jødiske gravsten blev lørdag aften overmalet på Østre Kirkegård i Randers, og der har været andre tilfælde af hærværk rettet mod jøder i løbet af weekenden.

- Det gør mig ondt at tænke på, hvordan det må være, at se sine elskedes sidste hvilested udsat for så modbydeligt hærværk. Ligesom det er stærkt ubehageligt, at en davidsstjerne er sat på postkassen hos en dansk-jødisk familie i Silkeborg, skriver Mette Frederiksen.

75-året for afslutningen på Holocaust

Statsministeren pointerer i sit opslag, at det næste år er 75-året for afslutningen på både krigen og Holocaust.

- Det er en tid, vi aldrig må glemme, selvom der er færre og færre øjenvidner tilbage iblandt os. Vores jødiske medborgere skal respekteres. Ikke leve i frygt. Ikke i deres hjem. Ikke når de går på gaden, skriver Mette Frederiksen.

Også Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har taget stærk afstand fra episoden i Randers i dag, som han kalder både "uanstændig" og "helt uacceptabel".

Flere andre politikere har i løbet af dagen været ude at tage afstand fra hærværket på de sociale medier.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup skriver på Twitter, at politiet må slå hårdt ned, uanset om det er nazister, islamister eller andre, der står bag.

Formand for De Radikale Morten Østergaard skriver: 'Gid anti-semitisme i enhver afstøbning måtte høre fortiden til. Sporene skræmmer så rigeligt'.

De konservatives formand Søren Pape Poulsen kalder det ubegribeligt, rystende og trist.

Udover hærværket mod kirkegården i Randers har flere jødiske familier i Danmark også oplevet andre former for antisemitisme. Det oplyser Dansk Jødisk Samfund.

Blandt andet har en dansk-jødisk familie fået hængt en gul davidsstjerne, mage til den der blev brugt i Nazityskland, på sin postkasse. Noget lignende har en anden familie i Aarhus været udsat for.

Episoderne er sket i forbindelse med årsdagen for Krystalnatten, der fandt sted natten mellem 9. og 10. november i 1938, hvor flere jøder blev dræbt af nazisterne.