Mette Frederiksen holdt også pressemøde for børnene: Se det her

Ultra Nyt fik sit helt eget pressemøde med statsministeren.

Coronavirusset har lagt Danmark ned og rejst en masse nye spørgsmål - ikke mindst hos børnene.

Derfor er Ultranyt taget til pressemøde med statsminister Mette Frederiksen, der svarer på nogle af de bekymringer, danske børn nu går rundt med.

Som eksempelvis Julie Pi Kærgaard Wik på 11 år, som frygter, hvad coronavirusset kan komme til at betyde for hendes mormor.

- Hvis min mormor på 70 får det, skal jeg så være bange for, at hun dør?

Det er nemlig særligt de ældre og dem, der i forvejen har et dårligt helbred, som har risiko for at blive rigtig syge af det nye virus.

- Du skal ikke være bange, men du skal passe rigtig godt på andre mennesker og især de ældste i samfundet, siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Må jeg holde fødselsdag?

Myndighederne anbefaler blandt andet, at vi alle holder god afstand til hinanden og ikke samles mere end 100 mennesker på ét sted.

Og 13-årige Paula Gehl har planer for sin fødselsdag, og spørger statsministeren, om hun kan holde fødselsdag på tirsdag for sine venner med 22 børn i alt. Planen er, at fødselsdagen skal holdes udenfor, men svaret fra statsministeren er næppe den gave, hun ønsker sig.

- Jeg vil anbefale dig at udskyde din fødselsdag til et senere tidspunkt, fordi 22 børn er for mange sammen, siger statsminister Mette Frederiksen.

Det betyder dog ikke, at børn slet ikke må lege sammen. Børn ikke i særlig risiko for at blive alvorligt syge af coronavirusset, og de er heller ikke en betydelige smittebærere.

– Raske børn kan godt lege med raske børn - gerne udenfor, siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.