Mette Frederiksen: Min datter står for skud

Mette Frederiksen er kommet i modvind, men finder det uetisk, at hendes datter er indblandet. Flere fra S-partiet har også børn i privatskoler.

Mette Frederiksen finder det uetisk, at hendes datter er blevet genstand for heftig debat. (© DR)

Socialdemokraternes Mette Frederiksen er havnet i politisk stormvejr, efter det er kommet frem, at hendes datter går i privatskole.

Hun har nemlig i 2005 i et debatindlæg langet ud efter de forældre, der træffer samme valg.

- Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer, skriver hun.

Ikke rimeligt

Alligevel finder den kvindelige politiker det nu forkasteligt, at offentligheden bliver ved med at køre rundt i den sag. Hun ønsker ikke at uddybe, hvorfor en folkeskole ikke var den bedste løsning for datteren.

- Hun er syv år gammel. Hun har ikke valgt at være omdrejningspunkt for det her. Man må skyde alt det, man vil, på mig. Men jeg hverken kan eller vil diskutere min barns skolegang. Det er ikke rimeligt, at min datter skal stå for skud. Det tangerer til det uetiske at blive ved med at spørge, siger Mette Frederiksen til dr.dk.

Som grund for sit valg af privatskole efter debatindlægget, har hun kun følgende kommentar:

- Jeg er blevet klogere. Jeg har fået et mere nuanceret syn på det og kan godt se, at der er nogle behov, man kan få dækket på andre skoler.

Foretrækker privatskoler

Hun er ikke den eneste socialdemokratiske politiker, som har valgt folkeskolen fra. Også socialdemokraterne Leif Lanh Jensen, Rene Skau Bjørnsson og Henrik Sass Larsen har valgt privatskole til deres børn.

- Vi har intet imod privatskoler, private børnehaver, privathospitaler. Fagforeningerne er også private. Det, vi ønsker, er fair og lige betingelser, siger Henrik Sass Larsen.

Giv en forklaring

Den socialdemokratiske politiker har følgende kommentar om sin kollegas holdnigsskifte:

- Jeg forstår godt, at folk vil have en forklaring. Det er helt ok at ændre holdning, og så skal man også stille sig til rådighed for at give en forklaring. Det må man selv redegøre for, og det gør hun så, siger Henrik Sass Larsen.

Hans datter går i privatskole i Køge.

- Det var et positivt tilvalg, som hendes mor og jeg traf, og ikke et negativt fravalg, siger han uden at vil uddybe yderligere.

- Jeg har aldrig bragt min datter ind i politik. Det er ikke hendes skyld, at far er politiker, som han siger til dr.dk.

Hykleri og politikerlede

Uddannelsesordførerne for Venstre, DF og de Konservative er ikke overraskende meget uforstående overfor det, der ligner en uoverensstemmelse mellem handling og tanke fra Mette Frederiksens side.

- Det er helt ufatteligt, at hun har tilladt sig at skælde ud på forældre, som har vælgt privatskole til deres barn. Det er dobbeltmoralsk og noget hykleri. Hun burde sige undskyld til de forældre, hun før har langet ud efter, siger stedfortrædende uddannelsesordfører for de konservative, Rasmus Jarlov.

Fra Venstre undrer man sig også.

- Jeg synes, det er imponerende, at hun kan tale så varmt for det ene og vælge det andet. Den bedste måde at vise opbakning til en sag, er at være en del af den selv, sigerAnne-Mette Winther Christiansen.

DFs Martin Hermansen er med i uddannelsesudvalget og siger til dr.dk, at det er en dobbeltmoral som denne, der giver vælgerne politikerlede.