Mette Frederiksen og kronprinsparret besøger Macron i Paris

Præsident Macron har inviteret kronprinsparret på besøg i oktober, og nogle uger senere kommer statsminister Mette Frederiksen på fransk visit.

(arkivfoto) Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary skal snart til Paris. Her er de dog på vej til åbningen af Asger Jorn udstilling på Museum of Modern and Contemporary Art i Seoul i maj. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det kommer til at vrimle med danske ministre, virksomhedsledere og medlemmer af den kongelige familie dette efterår i Paris.

Den 7. oktober ankommer kronprins Frederik og kronprinsesse Mary til et tre dage langt besøg i den franske hovedstad. Invitationen til det franske visit kom fra præsident Emmanuel Macron selv, da han sidste år var på statsbesøg i Danmark sammen med sin hustru, Brigitte.

Senere på efteråret er det så statsminister Mette Frederiksens tur til en tête-à-tête med den franske præsident, bekræfter Elyséepalæet. Og her glæder man sig blandt andet over udsigterne til et endnu tættere dansk-fransk parløb på klimaområdet efter regeringsskiftet i Danmark:

- Danmark er en ekstremt værdifuld allieret for Frankrig, både på europæisk plan, men også internationalt, blandt andet hvad angår klima og sikkerhedspolitik. Derfor ser præsident Macron meget frem til dette møde med Danmarks nye statsminister, udtaler en kilde i Elyséepalæet til DR Nyheder.

- Med den nye danske regering vil vi kunne samarbejde endnu tættere på især klimaområdet, lyder det fra Elyséepalæet, der fremhæver Mette Frederiksens målsætning om at reducere drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Datoer er ikke fastsat

Mødet mellem Macron og Frederiksen finder sted i løbet af oktober eller november, men mødeforberedelserne og udvekslingerne mellem Statsministeriet i København og Elyséepalæet i Paris er i fuld gang:

På klimaområdet skal Frederiksen og Macron blandt andet diskutere kampen for at blive uafhængige af fossile brændsler i 2050 og arbejdet med at omdanne Den Europæiske Investeringsbank til en europæisk klimabank.

På dagsordenen er også forsvars- og sikkerhedspolitik. Her har Frankrig og Danmark de seneste år intensiveret sit militære samarbejde, og i slutningen af 2019 forventes Danmark at bidrage med 70 udsendte og to transporthelikoptere til den franskledede anti-terrorindsats i den nordafrikanske Sahel-region.

Også det sociale område står højt på listen over samtaleemner. Emmanuel Macron er - ganske som den ny EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen - fortaler for indførelsen af en europæisk minimumsløn. Selv om den franske præsident næppe får lokket Danmark til at underkaste sig en europæisk mindsteløn, håber den franske præsident at kunne diskutere en model, der skal bekæmpe social dumping i EU.

Statsministeriet oplyser, at der ikke er sat en dato for et besøg endnu.

Til middag på rådhuset

Men allerede om tre uger kommer det første danske ryk-ind i den franske hovedstad, når kronprinsparret ankommer mandag 7. oktober.

Under besøget skal kronprinsparret både mødes med Macron og deltage i en storstilet middag på Paris’ rådhus 8. oktober sammen med bl.a. prins Joachim og prinsesse Marie, der i sommer flyttede til Paris.

Rejsen er ikke mindst et erhvervsfremstød for Danmark med fokus på især klima, sundhed og arkitektur. Derfor består kronprinsparrets 50 mand store delegation af danske virksomhedsledere og arkitekter sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod (S), klimaminister Dan Jørgensen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) – og ikke mindst DR's Pigekor og gymnaster fra DGI Verdensholdet, der skal optræde i Paris i forbindelse med besøget.