Mette havde celleforandringer i livmoderen: Blev aldrig indkaldt til screening

Mette Hejlesen måtte selv tage fat i det offentlige for at blive screenet for livmoderhalskræft.

På grund af en teknisk fejl er op mod 27.000 kvinder blevet frameldt screening for livmoderhalskræft. (Foto: DR © DR)

Netop hjemvendt fra et udlandsophold undrede Mette Hejlesen sig over ikke at have modtaget en indkaldelse til screening for livmoderhalskræft ligesom hendes veninder.

Hun var dengang i starten af 20'erne og henvendte sig selv til egen læge. Derefter fik hun sin screening, der ikke viste noget.

- Så siger han, at hvis jeg ikke hører fra det offentlige igen om tre år, så skal jeg komme igen. Det gør jeg så. Efter tre år retter jeg selv henvendelse igen, for jeg har ikke fået nogen henvendelse på noget tidspunkt, fortæller Mette Hejlesen, der i dag er 34 år og til daglig arbejder som fuldmægtig i en styrelse.

Finder celleforandringer

I 2007, hvor Mette Hejlesen endnu engang selv rettede henvendelse til det offentlige for at blive screenet, konstaterer lægerne, at der var celleforandringer i hendes livmoderhals og kontrolundersøgelsen seks måneder efter bekræfter dette.

Mette Hejlesen fik derfor et keglesnit i 2008, som skulle kontrolleres igen et halvt og et helt år efter. Derefter skulle hun fremover indkaldelse til undersøgelse hvert tredje år.

- Men det har igen været på egen opfordring, for jeg har ikke modtaget nogen form for henvendelser fra det offentlige. Det har jeg aldrig gjort, fortæller Mette Hejlesen, der anslår at have henvendt sig på eget initativ til det offentlige fem til seks gange.

Ikke nogens skyld

- Det er jo ikke nogens skyld, men det er jo fatalt for dem, der måske aldrig er blevet tjekket og måske har et stadie af lovmoderhalskræft, der kan være alvorligt og ikke kan fjernes bare lige sådan, siger hun.

Mette Hejlesen undrer sig over, at en så alvorlig fejl har kunnet eksistere i systemerne fra 1981 til 2007.

- Det er da en alvorlig fejl, men det er godt, at den er blevet opdaget og nogen har reageret på det og meldt ind til regionen, at der er sket en fejl. Men det er ret utroligt, at det ikke har været opdaget i så mange år.

Facebook
Twitter