Mette Line og børnene skal cykle 'med livet som indsats' ved siden af hurtige lastbiler

Knap 4.000 danskere har på få måneder indberettet utrygge steder i trafikken til Cyklistforbundet.

- Det er virkelig med livet som indsats at cykle her.

Sådan lyder det fra Mette Line Laursen, der står ude ved hovedvejen A26, der strækker sig fra Skive til Mors. Tunge lastbiler suser forbi, mens hun taler.

Lyden fra dem sluger næsten ordene.

Mette Line Laursen bor ude på landet med sin familie, der består af hende selv og fire børn, der stadig bor hjemme. Børn, som Mette Line Laursen ville ønske, at hun med ro i maven kunne sende afsted til legeaftaler og fritidsaktiviteter på cyklen.

Men det sker ikke, for den eneste vej til både legekammerater, foreninger og fritidsjobs er ad A26.

Der kører tung trafik med en hastighedsgrænse på 80 kilometer i timer på A26. (Foto: David Andersen © dr)

Her må bilerne køre 90 kilometer i timen, og der er ikke meget mere end 30 centimeter fra afstribningen af vejbanen ud til rabatten.

Det er ikke unormalt, at der er meget kraftig vind, der kan gøre det svært for en cyklist at holde sig inden for de 30 centimeter.

Og suset fra tunge lastbiler i høj fart kan også rykke i cyklen.

- Der er så mange forhold, og der så tung og ekstremt hurtigkørende trafik, og der er ingen plads at cykle på, siger Mette Line Laursen.

Derfor har hun indberettet strækningen til Cyklistforbundet, der i løbet af få måneder har fået knap 4.000 indberetninger om utrygge steder i trafikken for cyklister.

Ligesom 43,6 procent andre af dem, der har indberettet utrygge steder i trafikken, er det den manglende cykelsti, der gør det utrygt ved A26, mener Mette Line Laursen.

- Jeg frygter da, at der kommer til at ske forfærdelige uheld med cyklister herude, siger hun.

De bløde trafikanter fylder da også mere og mere i ulykkesstatistikkerne.

Ifølge Vejdirektoratet udgjorde cyklister og fodgængere 40 procent af alle dræbte og tilskadekomne i den danske trafik i 2018. Tallet var 26 procent for ti år siden.

Alene sidste år kom 893 cyklister til skade i trafikken - 28 mistede livet.

- Det handler ikke kun om min sikkerhed

Ved siden af Mette Line Laursen står datteren Liv på otte år. Cyklen er klar, og hun har sin enhjørning-hjelm på. Hun står og leger med ringeklokken.

Men ingen af familiens børn skal ud at cykle ved den store vej.

- Det er simpelthen ikke forsvarligt at være så tæt på vejen. Vi er jo på vejen, fordi der ikke er nogen cykelsti, siger hun.

Så selvom de sætter sig op på cyklen oppe ved huset og kører ned ad grusvejen mod A26, må de stå af cyklen, når de når hovedvejen. Og så skal den trækkes næsten to kilometer, før det ifølge Mette Line Laursen er forsvarligt at sætte sig på cyklen igen.

- Vores familieregler er, at vi trækker her på A26, og så står vi på cyklen, når vi kommer over på almindelig landevej. Vi har 1,8 kilometer ned til afkørslen, hvor man kan komme på en lille landevej.

- Det er da et vilkår ved at bo landet. Og jeg har da tit hørt, at 'du har jo selv valgt at bo her, så hvis du er utilfreds kan du bare flytte'. Men det her handler ikke kun om min sikkerhed, men også om de andre cyklister og andre bløde trafikanters sikkerhed, siger Mette Line Laursen.

I Mette Lines familie trækker man sin cykel langs A26. (Foto: Anders Davidsen © dr)

Det er først, når børnene har rundet 12 år, at de får lov at cykle selv, som deres mor ellers gerne ville have, at de gjorde meget mere.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne sende dem afsted på cykel med en god mavefornemmelse og på den måde lære dem, at selvfølgelig cykler vi på så små strækninger, fordi det er sundere, og det er skønt, siger hun.

Flere cykelstier er en del af forhandlinger

Mette Line Laursens største håb er, at A26 bliver lavet om til en motortrafikvej, fordi det vil betyde ændringer i alle indfaldsvejene dertil. Men en cykelsti langs A26 vil da også kunne gøre det.

Cyklistforbundet opfordrer den nyudnævnte transportminister, Benny Engelbrecht (S), til at sikre en tilstrækkelig økonomi, så der kan investeres massivt i den danske cykel-infrastruktur.

- Vi håber meget, at den nye transportminister vil huske at tænke cyklismen ind som en del af danskernes hverdagstransport, og jeg har da noteret, at han sagt noget i den retning, siger Klaus Bondam.

Set i lyset af at Danmark skal udlede 70 procent mindre CO2 og andre klimagasser i 2030, er det ekstra påtrængende at forbedre trafiksikkerheden for cyklister, mener han.

- Det står klart for alle, at det er alt, der skal i spil for at nå den målsætning, herunder også den måde vi transporterer os på i hverdagen. Vi ved, at mange bilture er korte, og de kan nemt erstattes med en cykeltur. Så det er bare at komme i gang, siger Klaus Bondam.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) vil flere cykelstier være en del af forhandlingerne om en ny aftale for infrastrukturen.

- Cyklisme er en sund og grøn transportform, som vi skal understøtte, skriver han i en mail til DR Nyheder.

Facebook
Twitter