Mette mistede sygedagpenge ulovligt: Solgte huset for at klare sig

Mette Nøddegaard Sørensen blev snydt for sygedagpenge i over 20 måneder. Mange andre kan være ramt.

Mette Nøddegaard Sørensen har vundet en principiel sag i landsretten, som betyder, at kommuner og Ankestyrelsen i årevis har behandlet syge borgeres sager om sygedagpenge forkert. (Foto: DR/Screendump © dr)

Ondt i maven og et stort hul i økonomien. Det har forkert sagsbehandling af sygedagpenge betydet for Mette Nøddegaard Sørensen.

I dag har hun landsrettens ord for, at Køge Kommune tolkede loven forkert, da de standsede hendes udbetaling af sygedagpenge, før de var kommet med en endelig afgørelse i hendes sag. Og hun er blot én af et indtil videre ukendt antal syge, som er kommet i klemme i den ulovlige praksis, som både kommuner og Ankestyrelsen har haft.

For Mette Nøddegaard Sørensen betød fejlen, at hun i over 20 måneder ikke fik sygedagpenge.

- Det ødelægger hele ens liv. Vores økonomi kunne slet ikke hænge sammen. Jeg havde ondt i maven og spekulerede hele tiden på, om vi mon ville klare os, eller om vi ville gå fallit, husker Mette Nøddegaard Sørensen.

Sammen med sin mand måtte hun sælge deres fælles hjem i Køge for at flytte til en billigere bolig på Djursland.

- Vi havde ikke råd til tøj eller gaver til børnene eller børnebørnene, og tallene på kontoen var konstant røde.

Ødelagt tommelfinger

Mette Nøddegaard Sørensen arbejder i efteråret 2014 som sosu-assistent på et bosted. På en nattevagt griber en hjerneskadet, udadreagerende beboer fat i hende og vrider hendes tommelfinger rundt, til den knækker.

I over to år lever hun efterfølgende med smerter, som gør, at hun ikke kan arbejde. Alligevel standser Køge Kommune den 15. april 2015 udbetalingen af sygedagpenge.

Først den 22. juni får Mette Nøddegaard Sørensen en endelig afgørelse fra Køge Kommune. Kommunen mener, at hun har været i stand til at arbejde siden 15. april og derfor ikke har haft ret til sygedagpenge siden denne dato.

Ulovlig praksis

Det er netop den praksis, som ifølge landsretten er ulovlig. Kommunerne må ikke standse udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, som de gjorde ved Mette Nøddegaard Sørensen.

Den praksis har kommuner og Ankestyrelsen ellers haft i flere år. Dermed kan mange andre syge borgere være blevet snydt. Men hverken kommunerne eller Ankestyrelsen ved, hvor mange det drejer sig om i alt.

Siden dommen i maj 2018 har landets fem største kommuner; København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg, tilsammen kun fundet frem til to borgere, som er blevet snydt. Det viser svarene på en aktindsigt, som DR har modtaget.

Til sammenligning har Ankestyrelsen, som kun beskæftiger sig med de sager, hvor folk i sin tid har klaget over kommunernes afgørelse, fundet frem til omkring 600 sager, hvor borgere sandsynligvis skal have udbetalt penge fra kommunerne. Det er dog langt fra alle, der klager over deres sag.

Mette Nøddegaard Sørensen er rystet over, at kommunerne ikke af egen kraft har fundet frem til flere syge, som kan være blevet snydt.

- Lige da dommen faldt, føltes det som en kæmpe sejr. Både for mig og for andre, som kunne være blevet snydt. Men nu er det en lidt flad fornemmelse, siger hun.

Tilbage i arbejde

Landsretsdommen afgjorde, at Mette Nøddegaard Sørensen havde ret til sygedagpenge i perioden fra den 15. april til den 22. juni 2015, men hun var sygemeldt helt frem til den 30. december 2016.

Efter dommen har Ankestyrelsen, Norddjurs og Køge Kommune konkluderet, at Mette Nøddegaard Sørensen også har haft ret til sygedagpenge i resten af sin sygdomsperiode. Alt i alt er hun blevet snydt for sygedagpenge i en periode på over 20 måneder.

I dag er Mette Nøddegaard Sørensen igen i stand til at arbejde og passer et deltidsjob i hjemmesygeplejen i Norddjurs Kommune