Mettes drømmestudie førte til jobzapperi og tvivl

38-årige Mette von Deden ville nok have lyttet lidt mere til fornuften, hvis hun skulle vælge studie i dag.

- Jeg har ikke lyst til at sige til folk, at de skal læse noget vildt kedeligt. Vælg med hjertet, men kig rigtig godt efter med fornuften, for det er mange år man skal leve med det valg, siger 38-årige Mette von Deden, der selv valgte sit studie med hjertet og i seks år har kæmpet for at få et fast arbejde.

Det skal nok gå, tænkte Mette von Deden, da hun i 2003 ignorerede advarslerne om 'høj ledighed blandt nyuddannede' og søgte ind på drømmestudiet, antropologi.

Og det er da også gået Mette, der i dag er 38 år, fint, men måske ikke helt som hun havde håbet rent arbejdsmæssigt.

- Jeg har haft mange spændende jobs, men jeg har ikke fået en fast platform. Det har været rigtig svært at få fast arbejde, og jeg er blevet fanget i en ond cirkel med kortvarige ansættelser, siger Mette von Deden.

Jeg ville ikke bruge for lang tid på at komme ind på drømmestudiet. Gå i gang med et studie og skift, hvis du fortryder.

Mette von deden

Hjerte eller fornuft?

I dag har 65.165 ud af godt 90.000 håbefulde ansøgere fået at vide, at de er optaget på en videregående uddannelse. Nogen er - ligesom Mette von Deden gjorde - kommet ind på drømmestudiet, mens cirka 25.000 er kastet ud i overvejelser om, hvad de så skal lave, nu når der ikke var plads til dem på drømmestudiet.

Måske er afslaget - med Mette von Dedens historie in mente - en kærkommen anledning til lige at tage et skridt tilbage og overveje om drømmestudiet nu også er den rigtige vej mod nogle af de drømme, der forhåbentlig skal udleves efter studietiden.

- Jeg har ikke lyst til at sige til folk, at de skal læse noget vildt kedeligt. Vælg med hjertet, men kig rigtig godt efter med fornuften, for det er mange år, man skal leve med det valg, siger Mette von Deden.

Hvordan udregnes adgangskvotienten til din uddannelse?

Karakterkravet til de videregående uddannelser er ikke bestemt af uddannelsens sværhedsgrad, men i stedet af dens popularitet.

De uddannelser med flest ansøgere – i forhold til antallet af pladser på uddannelsen – har derfor som udgangspunkt højeste krævede gennemsnit, da karakterkravet udregnes på baggrund af de bedste ansøgeres karaktergennemsnit.

Dette betyder, at kravet til gennemsnittet ændrer sig hvert år, alt efter hvor mange der søger ind på den enkelte uddannelse.

Du kan dog ofte støtte dig op ad sidste års krav til gennemsnit, da de sjældent ændrer sig voldsomt meget fra år til år.

Kilde: UddannelsesGuiden.

Mette von Deden blev færdig med sit studie i 2011 og har siden arbejdet for blandt andre Novo Nordisk, verdenssundhedsorganisationen WHO og Københavns universitet. Men altså ikke så lang tid af gangen.

Jagten på et fast arbejde har slidt.

- Det med hele tiden at skulle forklare, hvad man kan, bliver man træt af, siger Mette von Deden.

Lad være med at vente for længe

Ville du selv have valgt anderledes, hvis du vidste, hvor studiet førte dig hen?

- Ja, det tror jeg, for det førte ikke til den sikre base, som jeg havde håbet. Du bliver nødt til at tænke over, hvad du kommer ud i, og når du er 32 år og gerne vil have børn, hvor fedt er det så at skulle gå fra stilling til stilling?, spørger Mette von Deden retorisk.

Hvad ville du så have valgt?

- Jeg ville nok have læst til læge eller psykolog, hvor der er et kæmpe aftagermarked. Tag et fag, hvor man ikke hele tiden skal ud og forklare, hvad man kan.

Hvad vil du sige til dem, der ikke kom ind på drømmeuddannelsen - skal de gå efter det næstbedste?

- Jeg ville ikke bruge for lang tid på at komme ind på drømmestudiet. Gå i gang med et studie og skift, hvis du fortryder. Du kan blive positivt overrasket, og du kan blive vildt skuffet med et fag, som du troede var det rigtige. De unge skal bare gå i gang i stedet for at vente mange år på drømmestudiet, siger Mette von Deden.

Ministerroser for studievalg

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har i forbindelse med årets optag på de videregående uddannelser rost ansøgerne for at søge mod uddannelser, hvor der umiddelbart ser ud til at være gode jobmuligheder bagefter.

- Det har vi opfordret de unge til at have med i overvejelserne, og årets optag tyder på, at de har lyttet. Det er glædeligt, siger han og peger blandt andet på, at flere har søgt mod it- og ingeniøruddannelserne.