- Bliver det nogensinde bedre? Hvor længe kan min familie holde mig ud, når jeg er sådan her?

Det var nogle af de tanker, der løb gennem hovedet på Michael Kring, da han lå hjemme på sofaen for to år siden.

For to og et halvt år siden fik han konstateret hjernerystelse; en skade, der gjorde, at han i en periode ikke kunne passe sit arbejde. Han kunne heller ikke deltage i livet i familien, og når de andre ikke var hjemme, lå han blot på sofaen eller i sengen og ventede på, at de skulle komme hjem igen.

Og Michael Kring er ikke alene om at have haft den oplevelse. Et nyt studie viser nemlig, at jo mere alvorlig en hjernerystelse eller hovedskade er, desto større er risikoen for at dø af selvmord. Selv en mindre hjernerystelse øger risikoen.

Bag forskningen står Psykiatrisk Center København, og studiet er offentliggjort i et af de mest velansete videnskabelige tidsskrifter, Journal of the American Medical Association, skriver Politiken.

Overordnet viser studiet, at en person med en hospitalskrævende hovedskade begår selvmord næsten dobbelt så ofte i forhold til personer uden hovedskader.

Michael Kring har aldrig overvejet at tage sit eget liv. Men tanken strejfede ham, da han havde det allerværst.

Uheld på ski og cykel

I april 2016 var han først involveret i en skiulykke, hvor han bremsede hårdt op og slog hagen ned i skistaven. Tre uger senere kørte han sammen med en anden på cykel foran sit hus, og der fik han et stød mod hovedet, som var skyld i en hjernerystelse.

- Jeg fik kvalme og var svimmel, men jeg skulle på arbejde, så jeg tog på arbejde. Men efter et par dage gik det ikke længere. Jeg tog til lægen, og han konstaterede, at jeg havde hjernerystelse, fortæller han.

- Da lægen sagde, at det var hjernerystelse, tænkte jeg ”åh nej”. Jeg fik at vide, at jeg skulle holde mig i ro, men det er svært at forholde sig til. For hvordan forholder man sig i ro? Hvor meget og hvor lidt må man gøre?

Ikke meget, fandt han ud af. Han kunne lave lidt aftensmad og følge børnene i børnehaven, men resten af tiden måtte han hvile sig.

Men efter et par måneder havde han det bedre og begyndte at arbejde igen.

- Og så tog jeg på ferie. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg på en campingplads hamrede tindingen ind i et gyngestativ. Og så blev det hele meget værre.

Hjernerystelse for anden gang

- Det var endnu hårdere end første gang. Der kunne være tre til fire dage, hvor det langsomt blev bedre. Men så blev det dårligt igen. Sådan gik det op og ned hele tiden, fortæller han.

- Det er sindssygt hårdt at mærke, at det går fremad, men så dykker det. Det er også psykisk enormt hårdt at opleve, at familien tog afsted til ting, som jeg ikke kunne magte og var nødt til at ligge hjemme og vente på, at de kom tilbage.

Hvad tænkte du så på?

- Jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville komme over det. Dengang arbejdede jeg et sted, hvor en kollega kæmpede med følgerne af en hjernerystelse. Men jeg tænkte også på, hvor længe min familie mon kunne holde mig ud. Det kan være mindst lige så hårdt for familien, at far er sat ud af spil, som det kan være for far selv, fortæller han.

Tanker er som kufferter

Heldigvis opsøgte han hjælp. Og fik det. En neuropsykolog gav ham håbet tilbage, og et kursus i metakognitiv terapi lærte ham at kontrollere de tanker, som han havde alt for god tid til at tænke.

- Jeg lærte, at tanker er som kufferter på et transportbånd i lufthavnen. Jeg skulle blot lade dem passere forbi. For man kan komme til at gribe en dårlig tanke på samme måde som en kuffert og se på den fra oven, fra siden og fra bunden. Så får man det i virkeligheden meget værre. Men hvis man i stedet lader de dårlige tanker køre videre, så får man det bedre.

Hvad tænker du, når du hører, at forskere har fundet ud af, at man har en øget risiko for selvmord, hvis man har fået en skade i hovedet?

- Jeg tror på det. Jeg oplevede jo selv, hvor hårdt det var at blive sat ud af spillet. Jeg har aldrig selv overvejet selvmord. Men jeg har prøvet at stå på en station, hvor transportbåndet med tanker kørte rundt. Et tog kørte forbi, og en af tankerne var, at jeg kunne hoppe ud foran toget. Men så kørte transportbåndet med tanker videre, og toget kørte forbi.

Ingen mén længere

For Michael Kring handlede de hårde tanker om, at den træthed, svimmelhed og uvirksomhed, som hjernerystelsen var skyld i, måske ikke ville gå væk. Han kunne jo se, at kollega stadig kæmpede med følger.

- Håbløsheden fyldte meget i de første seks måneder med hjernerystelse. For der var jo ingen adspredelse – før læste jeg en bog eller en avis eller gik på Facebook, når jeg ville have adspredelse. Men det kan man ikke med en hjernerystelse. Så jeg lyttede til podcasts – men nogle gange kunne jeg kun i et kvarter, og hvad gør man så? Så begynder man at tænke.

I dag har han det godt. Han arbejder som it-konsulent og har ikke rigtigt nogen mén af hjernerystelsen længere, fortæller han.

Hvad vil du sige til dem, der står midt i en hjernerystelse lige nu og som er i en periode, hvor de tænker, at deres aldrig bliver bedre?

- Kæmp! Og kom videre. Lad ikke din sygdom slå dig helt ud. Du dør ikke af det, men du vil dø, hvis du lader den påvirke dig hele tiden.