Opdatering: Efter artiklens udgivelse er DR blevet kontaktet af Rigshospitalet, som fortæller, at de også har lignende tilbud til deres tidligere intensivpatienter. Derfor er grafikken i artiklen opdateret.
Mikael Andersen ligger koblet til slanger og drop, mens der fra maskinerne bag ham lyder en kontinuerlig bippen.
Han er nu vågen i sin seng på intensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
Scenerne op til indlæggelsen begynder at vise sig for Mikaels nethinde. Han husker følelsen af, hvordan vandet fyldte hans lunger. Han husker helikopteren, der fløj ham til hospitalet. Og han husker, at han har været erklæret død.
Men Mikael Andersen har ikke været død. Han er heller ikke druknet eller blevet fragtet med en helikopter.
I virkeligheden har han ligget ti dage i koma, efter hans tarm var revnet på grund af indsnævringer, som han har fået gennem en kronisk tarmsygdom.
Men for Mikael Andersen føles "drukneulykken" som virkelighed.
Føltes som minder fra virkeligheden
Mikael Andersen, der til daglig er leder inden for daginstitutionsområdet, ved i dag godt, at han aldrig har været i nærheden af at drukne, før han blev indlagt på intensiv.
Derfor har han fem måneder efter sin indlæggelse valgt at takke ja til hospitalets tilbud om at genbesøge intensivafdelingen.
For ham er det vigtigt at forstå, hvad der i hans underbevidsthed har fået ham til at tro, at virkeligheden var en anden.
- Til at starte med var oplevelserne lige så klart et minde, som hvis jeg havde været til en fødselsdag, fortæller Mikael Andersen, der selv godt kunne mærke, at drukneepisoden lød mærkeligere med tiden, når han genfortalte historien til andre.
Det samme gjaldt hans minde om sygeplejerskernes fredagsbar og et møde med en kinesisk professor.
Efter Mikael var vågen fra sin koma, fortalte han sin kæreste, hvordan han lå vågen i sengen på stuen, og når han trykkede på en bestemt knap ved sin sygeseng, skiftede han sang inde til fredagsbaren i stuen ved siden af.
Dertil fortalte han også, at han havde været med i et kinesisk forskningsforsøg, hvor en assistent pludselig døde, og politiet kom og efterforskede sagen.
- Det var en underlig fornemmelse, og det var svært at være i det, lige når man vågnede. På det tidspunkt var det min virkelighed, men ikke deres virkelighed, siger han.
For hverken sygeplejerskerne eller hans kæreste Emilie Mignon havde set ham drukne, holdt fredagsbar eller blive undersøgt af en kinesisk professor.
- Der var nogle ting, der var minder, som kunne ligne virkeligheden. Han fik i starten ikke at vide, at det var forkert, fordi det var så virkeligt for ham, fortæller Emilie Mignon.
Hun frygtede, at Mikaels vrangforestillinger ville vare i flere dage eller uger.
- For så vil det blive svært at kommunikere om, hvad der var sket, siger hun.
I stedet noterede Emilie Mignon Mikaels fortællinger i en dagbog, som du kan høre i videoen her:
Normalt med vrangforestiller under indlæggelse
Mikael Andersen er langt fra den eneste patient, der har haft oplevelsen af at være vågen, selvom vedkommende ligger i koma.
På intensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital bliver personalet kontaktet af flere tidligere patienter, som tror, at de har oplevet virkelige hændelser, mens de har sovet.
Ofte beskriver de deres oplevelser som mareridt, fortæller lægesekretær Bente Barrett, der i 16 år har arbejdet på forskellige intensive afdelinger.
- Hvis man har haft en mareridt, kan man normalt ryste på hovedet om morgenen. Men her har det været så livagtigt for dem. Det er svært at forstå for dem, at det ikke er sket i virkeligheden, siger hun.
For at hjælpe patienterne med at slippe hallucinationerne har afdelingen de senere år oprettet en patientcafé og tilbudt et forløb til tidligere intensivpatienter, hvor de kan få lov at genbesøge den afdeling, de har været indlagt på.
- Vi har lavet det her for at hjælpe dem med deres udfordringer, og erfaringen viser, at det, vi kan, godt kan hjælpe nogle af dem, lyder det fra Bente Barrett.
Hun fortæller, at mere end halvdelen af patienterne, der har været indlagt på intensivafdelingen, oplever senfølger efter indlæggelse.
Senfølgerne kan blandt andet være fysiske og psykiske problemer som angst, koncentrations- og søvnbesvær, hukommelsestab, mareridt og vrangforestillinger.
- Patienterne frygter, at de er alene om det, og tænker, at nu er det rablende galt for mig. Men der er mange, der har det på samme måde, siger Bente Barrett.
Derfor hjælper det patienterne at gense det rum, hvor flere af dem har været tæt på at dø.
- De får sat ord på de ting, hvor de har huller i hukommelsen, og de får forklaret nogle af de ting, som de oplevede, der skete omkring dem. De får forklaret, hvad det er for nogle lyde, de har hørt, og de får sat nogle ting på plads ved at tale med personalet og genbesøge stuen, siger Bente Barrett.
Mikaels dræn fik ham til at tro, at han var druknet
For Mikael faldt brikkerne også på plads, da han så rummet og den seng, som han havde været koblet til i mere end ti dage.
- Jeg så knapperne ved sengen, som jeg kan huske fra mindet om fredagsbaren. Jeg huskede, at det var knapperne, der skiftede sang til fredagsbaren, når jeg trykkede på dem. Men de bruges i virkeligheden til at køre benene op og ned i sengen, siger han.
For ham var det rart at se maskinerne, så han bedre kunne forstå Emilies beskrivelse af forløbet på intensivafdelingen.
- Sygeplejersken fortalte mig også, at jeg havde haft vand og dræn i lungerne, og det passer meget godt med, at jeg troede, at jeg var druknet, siger Mikael Andersen.
Han er taknemmelig for at se, hvordan tingene egentlig hang sammen på afdelingen.
- Der er en sløjfe, der er blevet bundet, og det er en eller anden form for afslutning på det hele, siger han.
I aftens udgave af '21 Søndag' på DR1 kan du følge Finn Johansen, der genbesøger intensiv, efter han kom ud af respirator ovenpå et voldsomt coronaforløb.