Midt i bandekrigen: Flere søger væk fra Mjølnerparken

Boligorganisation har dog stadig stor venteliste og opfordrer beboere til ikke at gå i panik.

Der har været 39 bandeskyderier i København siden juni. I går fik et skyderi for første gang dødelig udgang, da en 30-årig mand mistede livet efter skyderi på Tagensvej, Nørrebro. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Den mere end et halvt år lange bandekrig i København har trukket store veksler på beboerne i Mjølnerparken på Nørrebro, der flere gange er endt som epicenter for blodige skyderier mellem Loyal to Familia og banden Brothas og deres tilhængere.

Og i boligorganisationen Lejerbo, der står for udlejningen til de næsten 2.000 nuværende beboere, oplever man da også, at flere føler sig utrygge ved risikoen for, at de kan blive fanget midt i bandekrydsilden.

Det fortæller Steffen Boel Jørgensen, der er forretningsfører for Lejerbo i København og Nordsjælland.

- Mjølnerparken er et sted, der er meget søgt og med lange ventelister, så vi har ikke nogen problemer med at få lejet ud. Men det er rigtigt, at der er en stigning i beboere, som har undersøgt muligheden for at komme et andet sted hen, siger han.

I Mjølnerparken er der årligt en fraflytningsprocent på syv, og det er Lejerbos vurdering, at det kommer til at stige med et par procentpoint i år. Og det er ikke så sært, mener Steffen Boel Jørgensen:

- Især hvis du har store børn, så er forældrene voldsomt bekymrede for, at de ender midt i et skyderi. Og hvis du spørger en ung mand ude i området, så siger de, at de ikke tør at gå mere end tre mand sammen, fordi de så risikerer at blive skudt.

Borgmester vil have udenlandske bandemedlemmer ud

Bandekrigen kulminerede foreløbigt i aftes, hvor tre centrale medlemmer fra grupperingen Brothas blev skudt ved et hostel på Tagensvej nær Mjølnerparken. En 30-årig mand mistede livet, mens en anden af de ramte er i kritisk, men stabil tilstand. Den 30-årige blev hermed den første, der er blevet dræbt i de næsten 40 banderelaterede skyderier alene siden juni.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), medgiver også, at situationen på Nørrebro og i og omkring Mjølnerparken er kritisk. Han har talt med flere beboere, der er bange for at bo i området.

- Jeg ved, hvordan det føles. Trygheden forsvinder, når der er en bandekonflikt, siger overborgmesteren.

Han siger, at gadeplansindsatsen i København skal øges med 50 procent for at standse tilslutningen til bandegrupperingen. Men i forhold til dem, der allerede er en del af en bande, der skal fløjshandskerne af.

- Bandekrigen har varet alt for længe, og det er derfor, at jeg ønsker de bander ud af København. Vi må også have udvist de bandemedlemmer, som ikke er danske statsborgere, siger Frank Jensen.

Bandemedlemmer bor ikke i Mjølnerparken

Mjølnerparken er under konflikten blevet kendt for at være arnested for den ene part i konflikten. Banden Brothas, der angiveligt er blevet genetableret under konflikten, sidder ifølge politiet tungt på området.

Hos Lejerbo har man faktisk mulighed for at smide dømte bandemedlemmer og deres familier helt ud af deres lejlighed. Men ifølge Steffen Boel Jørgensen er det tvivlsomt, om der overhovedet er bandemedlemmer blandt Mjølnerparkens næsten 2.000 beboere.

- Vi har ikke kendskab til en eneste, der bor der. Nogle af dem har boet der eller har familie der, men ingen fra Brothas-banden bor i selve Mjølnerparken, siger han.

Hvis I får kendskab til, at der bor dømte bandemedlemmer i Mjølnerparken, hvad vil I så gøre?

-Hvis der er nogle, der bliver dømt for grov kriminalitet på vores afdelings område, så smider vi dem ud og muligvis også hele familien, siger Steffen Boel Jørgensen.

Hvor ofte gør I brug af den mulighed med at smide folk ud?

-Det er meget sjældent - flere år siden - at vi har smidt nogen ud. Der sker ofte det, at de flytter selv, når de bliver truet med udsmidning, siger han.

Se videoen, hvor et øjenvidne fortæller om, hvordan hun oplevede skyderiet:

Er nået langt med forebyggende indsats

Ud over at være synonymt med den igangværende bandekonflikt, har Mjølnerparken gennem de seneste mange år været kendt for at være et socialt belastet område, hvor andelen af beboere dømt for kriminalitet er helt i top, mens beboere med tilknytning til arbejdsmarkedet lå og rodede rundt i bunden i statistikkerne, hvis man ser på landsgennemsnittet.

Politiken kunne i februar fortælle en langt mere positiv historie. De seneste ti år er andelen af beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse faldet fra 70 til 43 procent, og andelen af beboere, der er dømt for kriminalitet, er for første gang under tre procent.

Hos Lejerbo fortæller forretningsfører Steffen Boel Jørgensen, at der er en positiv udvikling i området. Og det skyldes blandt andet den massive forebyggende indsats, som boligorganisationen har været en del af.

- I Mjølnerparken har vi sørget for at være massivt til stede med en målrettet indsats. Vi har sammen med SSP igennem årene fået 300 unge i arbejde. De begynder for eksempel med at rydde skrald op i gården. Og hvis de kan komme til tiden og opføre sig ordentligt, får de for eksempel et fritidsjob over i Føtex, siger Steffen Boel Jørgensen og tilføjer.

- Det har været en voldsom succes. Vi har flere hundrede familier i Mjølnerparken, som har oplevet Lejerbo og samfundet som en partner, fordi deres unge har fået et job.

Alt det her er jo rigtig fint. Men hvad vil I sige til de utrygge borgere, som bor i Mjølnerparken?

-Det er hårdt for de beboerne, men vi ser også et lys for enden af tunnellen. Mjølnerparken er også under renovering, og om fire til fem år bliver det enormt eftertragtet, at bo der. Om fem til 10 år er Mjølnerparken et af de mest eftertragtede boligområder i København, siger Steffen Boel Jørgensen.

Herunder følger et overblik over skyderierne i København siden juni:

Facebook
Twitter