Tildækningsforbud

Midt i demonstration mod forbud: Betjent krammer kvinde i niqab

Hændelsen viser, at der er et menneske bag uniformen, mener politiformand.

Ayah og en kvindelig betjent begyndte under demonstrationen at kramme. Fotoet er blevet delt flere gange. REUTERS/Andrew Kelly TPX IMAGES OF THE DAY (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Flere hundrede mennesker gik i går på gaden i København for at demonstrere mod forbuddet mod at bære niqab, burka eller falsk skæg i det offentlige rum.

De bevægede sig gennem gaderne på ydre Nørrebro, men undervejs stoppede flere pludselig foran en cykelbutik på Frederikssundsvej.

Det var den muslimske kvinde Ayah iklædt niqab og en kvindelig betjent, der tog fokus fra demonstrationen. Midt på gaden stod de to og krammede.

Ayahs øjne var våde, og den kvindelige betjent aede hende roligt på ryggen.

Hændelsen blev både fanget af nyhedsbureauet Reuters' fotograf Andrew Kelly og journalist hos DR Nyheder Niels Fastrup.

Siden er fotoet blevet delt af flere på de sociale medier. Både blandt privatpersoner, men også hos flere udenlandske medier heriblandt Al-Jazeera.

Det er ikke lykkedes DR Nyheder at få en kommentar fra Ayah, men til TV 2siger hun, at hun ikke kendte betjenten på forhånd, og at betjenten opsøgte hende og nogle veninder hen mod slutningen af demonstrationen.

Til Ekstra Bladet beskriver hun situationen som "absurd".

- Det rørte mig, for jeg har frygtet det her møde med politiet fremover, og så står hun der og er rigtig flink, men det er samtidig hende, der skal give mig en bøde, siger hun.

Betjente kan også trøste

Ifølge politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er det et tydeligt eksempel på, at det danske politi er i øjenhøjde med befolkningen.

- Jeg synes, at det er et fint foto, der viser et menneske bag uniformen. Det tydeliggør, at vi som betjente sagtens kan trøste og drage omsorg for mennesker. Og så viser det en anden vigtig ting. Nemlig at befolkningen har tillid til politiet og tør betro sig til en betjent, siger han.

Han mener ikke, at betjenten overskrider en grænse ved at give en borger - i den nu ulovlige niqab - et kram.

- Det her er ikke problematisk. Det viser, at vi har et politi, man kan gå til i alle situationer. Også når man søger trøst. Betjente er ganske almindelige mennesker, der udfører et job. Jeg håber, at billedet vil have en positiv virkning for alle parter og vise, at politiet er tilgængeligt, siger han.

Det såkaldte tildækningsforbud trådte i kraft i går. I grafikken neden for kan du få et overblik over, hvilke beklædninger, der er ulovlige og fører til en bøde. Du kan læse Rigspolitiets vejledning, om hvordan betjente skal agere i sager om mulige overtrædelser her.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra den kvindelige betjent. DR Nyheder kender ikke den fulde identitet på kvinden i niqab.

(Foto: Grafik: Emil Thorbjönsson © DR Nyheder)
(Foto: Grafik: Emil Thorbjönsson © DR Nyheder)
Facebook
Twitter