Migranter i Danmark sender milliarder til deres hjemlande

Sidste år kom fem milliarder kroner fra migranter i Danmark modtagere i fattigere lande til gode.

Migranter i Danmark glemmer ikke de lande, de kommer fra, de sender derimod milliarder af kroner hjem til familie og slægtninge. (Foto: Mie Hvidkjær © dr)

Når libanesere, kinesere og thailændere og mange andre folkefærd forlader deres hjemlande til fordel for arbejde i Danmark, så glemmer de ikke familierne derhjemme.

Sidste år sendte migranter i Danmark, der kommer fra fattigere lande, knap fem milliarder kr. tilbage til deres hjemlande.

Det viser udregninger, baseret på tal fra Verdensbanken.

Pengene kaldes remitter og er ofte uhyre vigtige i de lande, hvor pengene ender.

- De betyder, at de (i hjemlandet, red.) får en højere levestandard, en bedre sundhedstilstand og muligvis også bedre uddannelsesmuligheder, siger Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Kunne ikke klare sig uden penge fra migranter

For en række lande er indtægterne fra udrejste landsmænd fuldstændig uundværlige.

- I nogle lande udgør remitter helt op til 50 pct af, hvad der kommer ind af udenlandsk valuta til et land. Der har det en enorm betydning, siger Ninna Nyberg Sørensen.

I Filippinerne udgør bidragene fra migranterne omkring 10 procent af bruttonationalproduktet. Her er danske migranter også blandt de store bidragsydere: filippinere i Danmark sendte sidste år 338 mio kr. hjem.

Udover Filippinerne er landene Libanon, Kina, Thailand og Indien blandt de lande, som migranter i Danmark sender flest penge til.

Kan skabe ulighed

Remitterne er med til at skabe vækst og udvikling i hjemlandene, viser flere internationale studier.

Men pengestrømmen udefra kan også være med til at skabe ulighed.

- En af de ulemper, man har kunnet se, er, at jordpriserne stiger i de områder, hvor der kommer mange remitter til. Og det kan betyde, at dem, der ikke migrerer fra et land ikke længere har mulighed for at købe jord, siger Ninna Nyberg Sørensen.

Facebook
Twitter