Migrationsverket: 60 procent af alle asylansøgere mangler id

60 procent af alle, som søger asyl i Sverige, fremviser ikke id. Men fra på mandag bliver id nødvendigt for at krydse grænsen til Sverige.

Det svenske politi tjekker alle togpassagerers id på Hyllie Station, som er det første stop i Sverige. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Af de 150.000 asylansøgere, som Sverige modtog fra januar til november i år, havde 80 procent ikke et pas, og 60 procent mangler stadig at fremvise id.

Det skriver Migrationsverket, som svarer til det danske Udlændingestyrelsen, i en mail til DR Nyheder.

Dermed vil loven om transportøransvar, som træder i kraft på mandag, omfatte en stor del af de flygtninge, som i dag søger asyl i Sverige.

- Den seneste statistik viser, at cirka 40 procent viser en eller anden form for id under asylprocessen, fortæller Migrationsverkets pressetjeneste.

Altså mangler omkring 90.000 af årets asylansøgerne i Sverige at fremvise id.

Ifølge den svenske lov om transportøransvar skal passagerer, der rejser med tog, færge og bus, nægtes indrejse i Sverige, hvis de ikke er i stand til at fremvise id.

Giver de svenske regler en pludselig ophobning af flygtninge i Danmark, har den danske regering luftet tanker om også indføre grænsekontrol ved Danmarks grænser.

Ifølge Migrationsverket vil en dansk grænsekontrol sænke tilstrømningen af flygtninge gevaldigt:

– Eftersom Tyskland er et mere attraktivt asylland end Danmark, bliver konsekvensen sandsynligt, at antallet af migranter, som rejser med bus, tog og færge til Danmark, mindskes ganske drastigt, sagde talsmand fra Migrationsverket Anders Westerlund i en pressemeddelelse for en uge siden.

Antallet af asylansøgere i Sverige er på det nærmeste eksploderet i år. Kilde: Migrationsverket.
Facebook
Twitter