Mikael Kamber ny DR-mediedirektør

Mikael Kamber, administrerende direktør for JydskeVestkysten, bliver DRs nye mediedirektør.

Mikael Kamber bliver DRs nye mediechef. Han har i tre år været administrerende direktør på JyskeVestkysten. (Foto: Miklos Szabo/TV 2 © TV 2)

DRs nye mediedirektør bliver JydskeVestkystens administrerende direktør og tidligere TV2 og DR-journalist Mikael Kamber.

Efter næsten tre år på JydskeVestkysten har Mikael Kamber sagt ja til fremover at være mediedirektør i DR.

Mikael Kamber har tidligere været ansat i DR på TV Avisen fra 1993 til 1998, hvor han blandt andet var med til at starte DRs nyhedstime fra klokken 21 til 22, hvorefter han blev chef for TV Avisens magasiner.

Herefter var han i ni år ansat på TV2, hvor han var chef og vært for nyhedsmagasinet Dags Dato og siden studievært på Nyhederne. I 2007 blev han ansat som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør på JydskeVestkysten.

- Det er en tilfreds og enig bestyrelse, som har besluttet at ansætte Mikael Kamber som mediedirektør. DRs nye ledelsesteam er nu fuldtalligt, og bestyrelsen ser frem til samarbejdet med hele det nye hold om de mange nye udfordringer, der venter, siger bestyrelsesformand Michael Christiansen.

Facebook
Twitter