Mikael skulle selv være alene til jul – nu holder han jul for andre ensomme

Frivillige kan også hjælpe sig selv ud af ensomhed ved at give til andre.

Han har ikke helt styr på det dér med at pakke gaver ind. Faktisk må han tre stykker igennem, før det lykkes at få viklet nok af det glitrede gavepapir med gyldne sneblomster rundt om æsken foran ham.

- Nu må jeg hellere gøre det ordentligt, siger Mikael Nielsen, og griner over sine manglende indpakningsfærdigheder. Han efterspørger klisterbånd og gavesnor blandt kollegerne på indpakningsopgaven og giver sig i kast med et blåt gavebånd, dobbeltknuder og sløjfer.

Men det vigtigste er sådan set heller ikke den gave, der skal pakkes ind og lægges under træet. Det er julehyggen og fællesskabet, et fællesskab med en masse mennesker, som Mikael Nielsen slet ikke kender i forvejen. Han skal nemlig holde jul på Den Blå Oase, et værested under Blå Kors for socialt udsatte og ensomme i Aabenraa.

- Vi skal servere, vi skal hjælpe med det ene og det andet, bordpynt, nogen skal hente maden, der bliver leveret, og så skal vi jo nok få travlt med at få delt alle de her gaver ud, siger han og gestikulerer mod bordet foran ham, der bugner af LEGO-æsker og bamser, samt varmt strik som huer, sokker og vanter.

Skulle selv være alene til jul

Der bliver fuldt hus juleaften, op imod 70 mennesker skal spise sammen ved blandede borde, hvor de færreste kender hinanden i forvejen.

Og Mikael Nielsen har en særlig grund til at komme og servere flæskesteg og and og agere julemand. Han skulle nemlig selv have siddet alene juleaften.

- Ham jeg plejer at holde jul med gik hen og døde i efteråret. Jeg bor selv og har ikke nogen børn eller noget, så jeg har prøvet at sidde alene både jul og nytår. Jeg vil da væsentligt hellere være her.

Mikael Nielsen (for bordenden) har allerede fået godt gang i snakken med Henrik (th) og Kaj (i forgrunden), mens de pakker gaver ind til julegæsterne. (Foto: Bardur Thomsen)

Samme historie vækker genklang hos flere af de frivillige, blandt andre også Jette Borch, der er pensionist. Med lerede fingre instruerer hun håndfast et par herrer i, hvordan grangrenene skal sættes i juledekorationerne til bordene.

- Der skal laves mindst ti af de små der, det er én til hvert bord. Jeg synes ikke, der skal sløjfer på, de er flottest, når de er mere naturlige, siger hun, mens hun pynter med kogler.

- Jeg har voksne børn, der har voksne børn efterhånden, for jeg er jo ved at være en ældre dame. Jeg plejer ellers altid at være sammen med mine børn, og oftest er vi sammen alle sammen, men i år skal børnebørnene noget forskelligt, og så skal forældrene på skiferie. Og det kan jeg sagtens forstå.

Vejen ud af ensomhed

Faktisk peger flere forskningsrapporter på, at vejen ud af ensomhed kan være at deltage i sociale fællesskaber, hvor man kan være noget for andre, fordi det løfter selvværdet og giver os selvtillid at være noget for andre. Og når vi føler os mere sikre på os selv, så føler vi os ofte mindre ensomme.

Og derfor kan det måske gøre større underværker for ensomhedsfølelsen, hvis har man meldt sig som frivillig til en juleaften, i stedet for at sidde med til bords som gæst. Det er i hvert fald et billede, lederen af Den Blå Oase, Robert Refslund Nørgaard, kan genkende.

- Det kan vi bestemt. Vi oplever rigtig mange, der først kommer som brugere her, og som stille og roligt udvikler sig, og kan tage små tjanser i hverdagen, og sidenhen melder sig til en hel juleaften, og virkelig gør en forskel for andre, siger han.

Og får man først får opbygget et fællesskab omkring frivilligheden, så kan det være vejen til et bedre netværk, mener han.

- I løbet af kort tid, så bliver man en enhed som fordeler opgaver og tager medansvar. Man bliver en lille familie, som står sammen om at være noget for andre, og det er en fantastisk oplevelse, den der mekanisme.

Frivillighed som sjælemedicin

Den oplevelse har Jette Borch også fået. Hun har være frivillig i forskellige sammenhænge gennem hele sit liv, og især i de perioder, hvor hun selv har haft det svært, har frivilligheden faktisk hjulpet hende selv.

- Der sker noget i kroppen, når man giver noget, det giver én glæde og velvære. Helt bogstaveligt fik jeg mere energi, end hvis jeg bare havde dykket mere og mere ned i min eget suppedas, siger hun.

Mikael Nielsen er ved at være færdig med klisterbånd og gavepapir. Han ryster prøvende et af de færdigindpakkede LEGO-æsker.

- Den her, det var til Esben på ni år, siger han over en høj raslen.

- Hov, den er gået i stykker, haha! Han må selv sætte det sammen igen, der er ikke andet at gøre.

Selv håber han på en anden gave, nemlig en god snak og masser af hyggeligt samvær med både fremmede mennesker, og de frivillige, han allerede har lært bedre at kende, og har pjattet med over pakkearbejdet.

- Jeg kender nogle få, men i næste uge kender jeg så flere, ikke også? Måske møder man en ven, det ved man ikke.

Facebook
Twitter