Mikkel Sievertsen fra Augustenborg er 17 år gammel og lider af børnemigræne.
Derfor kan han ikke holde til at arbejde ved siden af sit HTX-studie.
Hvis han havde gået på erhvervsskole, havde han efter sin 18-års fødselsdag kunnet søge om at få et særligt handicaptillæg på knap 5.900 kroner om måneden - udover SU'en.
Men fordi han går i gymnasiet, er det ikke en mulighed.
Og det er urimeligt, at der er forskel mellem uddannelserne, mener Mikkel Sievertsen.
- Jeg synes ikke, det er retfærdigt. Jeg er jo lige så meget på en uddannelse, som de er. Så jeg synes, det vil være retfærdigt, hvis alle havde lige muligheder.
Tillægget gives til personer, der er så ramt af deres sygdom eller handicap, at de ikke kan arbejde ved siden af studiet.
Mor og far betaler for mad og lejlighed
Stine Sievertsen-Normann, der er mor til Mikkel Sievertsen, mener heller ikke, at det er rimeligt, at hendes søn ikke kan få handicaptillæg, alene fordi han har valgt at tage en gymnasial uddannelse.
Hun er bevidst om, at han ikke kan gå direkte på arbejdsmarkedet bagefter, men det ændrer ikke på, at det er vigtigt, at vilkåene er lige, uanset hvilken uddannelsesvej de unge vælger at gå, mener hun.
- Man skal understøtte de unge i det, de gerne vil. Mikkel vil arbejde med programmering, og derfor er han flyttet efter en skole, hvor han ved, at fagligheden er rigtig høj, siger hun.
Mikkel Sievertsen flyttede hjemmefra for at starte på Aarhus Gymnasium. Derfor betaler hans forældre lige nu for en lejlighed og mad til ham. Men de havde alle håbet på, at det var slut, når han om fire måneder bliver 18 år og kan søge om SU.
Mikkel Sivertsen får i dag 6.000 kroner om måneden af sine forældre, og det kan mærkes i budgettet hos familien, fortæller Stine Sievertsen-Normann.
- Lige nu kradser vi sammen, hvor vi kan. Hvis Mikkel fik handicaptillægget, ville det gøre både vores og Mikkels liv noget nemmere – han sparer og sparer for at kunne købe mad og få råd til de ting, der hører til, når man bor selv.
Mikkel Sivertsen har forsøgt at have et job ved siden af skolen, men det resulterede i, at han ikke kunne passe sin skole og efter flere sygemeldinger på jobbet, trak han stikket igen, fortæller han.
'Rammer socialt skævt'
William Korte, der er formand for Sammenslutningen af Unge med Handicap, mener, at det er problematisk, at gymnasieelever som Mikkel Sievertsen ikke kan få handicaptillæg som 18-årig.
- Det rammer socialt skævt, når studerende med et handicap kan blive tvunget til at tage SU-lån og gældsætte sig for at få en uddannelse. Unge mennesker med handicap skal heller ikke være mere afhængige af deres forældre end andre unge er, siger han.
Også SF's handicapordfører, Charlotte Broman Mølbæk, mener, at det er for dårligt, at der bliver gjort forskel.
- Unge med handicap skal sidestilles med andre mennesker. I hvert fald når det gælder uddannelse. Så man også har mulighed for at flytte hjemmefra, når man bliver 18 år - selvom man ikke kan arbejde.
Minister: Gymnasie giver ikke adgang til arbejdsmarkedet
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund fra Moderaterne har ikke ønsket at stille op til et interview. Men i et skriftlig svar til DR gør hun det klart, at hun mener, at prioriteringen er fornuftig, når det handler om hvilke uddannelser, der giver mulighed for handicaptillæg.
- Ordningen med SU-handicaptillæg omfatter de videregående uddannelser og erhvervsuddannelserne.
- Og det afspejler en prioritering, hvor uddannelser, der giver umiddelbare arbejdsmarkedskompetencer, sidestilles, lyder det fra Uddannelses- og forskningsministeren.