Tema Flytning af statslige arbejdspladser

Milles statslige arbejdsplads skulle flytte: Fandt nyt job på en måned

Fire ud af fem medarbejdere havde let ved at finde nyt job, da deres statslige arbejdsplads flyttede, viser undersøgelse.

30-årige Mille Rudbeck Smidemann fandt et nyt job i Rigsrevisionen blot en måned, efter at hun besluttede ikke at flytte med Civilstyrelsen til Viborg. (© (c) privatfoto)

- Det var et ret stort chok for mine kolleger og jeg, at vores arbejdsplads skulle flytte til Viborg.

I dag er det mere end to år siden, at den 30-årige jurist Mille Rudbeck Smidemann sammen med sine kolleger i Civilstyrelsen fik besked om, at deres arbejdsplads skulle flytte fra København til det midtjyske.

Civilstyrelsen var nemlig en del af regeringens store plan om at flytte 3.900 statslige arbejdspladser fra København til provinsen, der blev præsenteret i oktober 2015.

En del af dem, som har søgt nyt job har søgt nye græsgange væk fra staten og ind i en kommune eller i det private erhvervsliv. Det er der ikke noget dårligt i, men det er stadig ikke af lyst, men af nød.

Sara Vergo, formand Djøf Offentlig

Men Mille Rudbeck Smidemann endte ikke med at blive en del af flytningen. Hun valgte at sige op og søge nye græsgange.

- Jeg sendte en ansøgning til Rigsrevisionen, umiddelbart efter at udflytningen blev meldt ud. Og så havde jeg et job en måned senere, siger juristen.

Djøf-medlemmer fandt let nyt job

Djøf Offentlig foretog i oktober sidste år en undersøgelse blandt 929 af deres medlemmer, som havde fået besked om, at deres arbejdsplads skulle flytte.

På daværende tidspunkt havde 201 af de adspurgte fundet et nyt job. 81 procent af dem havde haft enten 'meget let' (29 procent) eller 'let' (52 procent) ved at finde en ny arbejdsplads.

Blandt de 201 adspurgte havde 23 procent forladt den offentlige sektor og gået over til det private.

Djøf oplyser, at deres indtryk et år efter undersøgelsen er, at mange af deres medlemmer stadig har let ved at finde et nyt job.

Mille Rudebeck Smidemans er ikke et enestående eksempel på, at det har været let at finde et nyt job for de statsligt ansatte, som ikke var parate til at pakke kufferten og flytte med fra København.

En undersøgelse lavet af fagforbundet Djøf Offentlig - der har 24.000 medlemmer - i slutningen af 2016 viste nemlig, at lige over fire ud af fem af de medarbejdere, der havde sagt op, havde 'meget let' eller 'let' ved at finde en ny arbejdsplads.

- Det har nok overrasket mig lidt, at det er gået så let, og det er i hvert fald et udtryk for, at København er et stort arbejdsmarked, siger Sara Vergo, der er formand i Djøf Offentlig.

- En del af dem, som har søgt nyt job, har søgt nye græsgange væk fra staten og ind i en kommune eller i det private erhvervsliv. Det er der ikke noget dårligt i, men det er stadig ikke af lyst, men af nød, siger hun.

Ældre har det sværere

Solstrålehistorierne er mange, når man ser på Djøf Offentligs undersøgelse. Men ifølge formand Sara Vergo viser den ikke det fulde billede.

Statsligt ansatte i 50'erne og 60'erne har nemlig i højere grad valgt at flytte med deres arbejdsplads, da de ikke mente, at det var muligt at finde et nyt job.

Et eksempel er 62-årige Svend Thomsen, der er specialkonsulent i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Han flyttede sidste år med sin arbejdsplads til Brønderslev.

- Med den alder, jeg havde, var det ikke sikkert, at jeg kunne få et ligeså godt job med de samme vilkår andre steder, siger Svend Thomsen.

Sara Vergo fra Djøf Offentlig peger også på, at størstedelen af de statslige ansatte valgte at sige deres job op, da flytningsproblemerne blev meldt ud. Og det har betydet, at de statslige arbejdspladser har skullet rekruttere i stor stil.

- Vi har været skeptiske over for det videnstab, der også har vist sig at være. Ikke fordi, at der ikke er dygtige og kompetente medarbejdere andre steder, men fordi man mister utrolig meget erfaring og viden, når næsten ingen flytter med, siger formanden.

FAKTA: REGERINGENS FLYTTEPLANER

  • Målet med manøvren er at skabe en mere ligelig fordeling af statslige arbejdspladser og at flytte myndigheder tættere på borgere og virksomheder uden for hovedstaden.
  • Flytteplanerne omfatter både hele institutioner og dele af institutioner, og ud af 44 planlagte flytninger var de 23 afsluttet i oktober. I alt er lidt mere end 2.500 ud af 3.900 planlagte medarbejderflytninger gennemført.
  • Om kort tid ventes regeringen at komme med en ny plan for flytning af endnu flere statslige arbejdspladser.

Mille er glad for flyttebeslutning

Mille Rudbeck Smidemann har nu været ansat i Rigsrevisionen i lidt mere end to år. Her har hun fået nye udfordringer og har blandt andet fået et ønske om at arbejde med personalejura.

Hun er glad for sin beslutning om at søge nye græsgange.

- Jeg var sandsynligvis ikke havnet i Rigsrevisionen, hvis ikke min arbejdsplads var flyttet til Viborg, siger hun med et grin.

Lige nu mangler der at blive gennemført cirka 1.300 af de planlagte flytninger af statslige arbejdspladser. Regeringen forventer, at hele flytningen er gennemført i 2019.

Men snart venter endnu en omgang. Innovationsminister Sophie Løhde (V) har nemlig varslet, at regeringen snart vil melde ud, at endnu flere statslige arbejdspladser skal flytte fra København og ud til provinsen. Det vides endnu ikke hvor mange medarbejdere, der bliver omfattet denne gang.