Millionsvindel i Socialstyrelsen: Det ved vi om sagen

En 64-årig kvinde svindlede angiveligt for mere end 15 millioner kroner på et enkelt år.

Minister Mai Mercado og departementchef Jens Strunge Bonde udtrykte begge forfærdelse over, at der angiveligt er blevet svindlet for mere end 100 millioner kroner. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En 64-årig kvinde, som i mere end 40 år var en betroet medarbejder i Socialstyrelsen, er lige nu efterlyst over hele verden via Interpol.

Hun er mistænkt for igennem en periode på mindst 16 år - fra 2002 til i år - at have begået underslæb for omkring 111 millioner kroner. Det var penge, som skulle være gået til nogle af landets svageste borgere gennem satspuljemidlerne.

Herunder følger et overblik over, hvad vi indtil nu ved om sagen.

Hvad har hun gjort?

Svindlen på omkring 111 millioner er foregået ved 274 overførsler til den ansattes egne private konto. Det vil sige, at der gennemsnitligt er blevet overført 405.000 kroner per overførsel.

Kvinden har siddet i en betroet stilling, og der har ikke været nogen alarmklokker, som har ringet gennem årene.

Nu er der opdaget overførsler til hendes private konto gennem alle årene. Beløbene har dog svinget meget.

I 2002 begik hun angiveligt underslæb for 0,3 millioner kroner, mens svindlen toppede i 2010, hvor der blev sat 15,3 millioner kroner ind på hendes private konto.

Svindlen skulle ifølge Bagmandspolitiet blandt andet være foregået ved, at kvinden har overført midler øremærket til udsatte grupper direkte til sig selv.

Herunder kan du se, hvor meget ministeriet mistænker medarbejderen for at have svindlet for.

https://infogram.com/14687723-4cc4-4207-baf0-b54b95439535

Hvad ved vi om den mistænkte?

Kvinden har arbejdet i Tilskudsadministrationen, som er under Socialstyrelsen, i mere end 40 år.

Hun har ikke haft chefansvar, men har siddet i en betroet stilling og har dermed haft direkte adgang til tilskudsmidler.

Vedkommende har været 'superbruger' i systemerne, og det har været muligt at overføre pengene, uden at andre har opdaget det.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har kvinden adresse i Hvidovre og har været involveret i hestehandel. Altså har hun været erhvervsdrivende ved siden af arbejdet i Socialstyrelsen, men er nu erklæret personlig konkurs.

Departementschefen i Socialministeriet, Jens Strunge Bonde, siger, at der er tale om en 'betroet' medarbejder, der har haft særlige rettigheder til at udføre forskellige arbejdsopgaver.

Den mistænkte blev administrativt bortvist fra sit arbejde, da svindlen blev opdaget.

Hvordan blev det opdaget?

Svindlen blev først opdaget i begyndelsen af september i år. Måneden forinden havde man færdiggjort en intern kontrol i Tilskudsadministrationen, hvor man konstaterede, at der var sket fejl i udbetalingen af tilskudsmidler.

Det er 111 millioner, der er stjålet ved højlys dag. Det er skatteborgernes penge, der skulle være brugt blandt socialt udsatte, og det er uacceptabelt.

Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte

Det blev dog hurtigt konstateret, at der ikke var tale om almindelige fejl. Socialstyrelsen valgte derfor at se nærmere på mange tusinder af transaktioner.

24. september finder styrelsen ud af, at der er begrundet mistanke mod en medarbejder og underretter straks departementet i ministeriet og ministeren.

Dagen efter bliver sagen politianmeldt til Fyns Politi og sidenhen overdraget til Bagmandspolitiet. 26. september bliver den 64-årige mistænkte bortvist fra sit arbejde.

De interne undersøgelser fortsætter, og i fredags kunne man konkludere, at den kvindelige medarbejder havde tilranet sig tilskudsmidler på i alt 111 millioner kroner.

Det er dog et foreløbigt tal, og derfor kan det beløb ende med at være højere, sagde børne- og socialminister Mai Mercado (K) tidligere i dag.

Hvad har det fået af konsekvenser?

Indtil videre kan ministeriet ikke sige noget om, præcis hvem der skulle have modtaget de mange penge, der angiveligt er svindlet for.

Mai Mercado siger, at det dog ikke tyder på, at der er nogen projekter, som har måttet lukke på grund af svindlen.

- Men jeg kan sige, at pengene er taget fra satspuljemidler og penge, der normalt går til de allermest udsatte, siger ministeren.

Det er rigtig vigtigt, at alle de midler, som overhovedet kan findes, kommer retur. Det vil være meget stødende, hvis udbyttet for en kriminel handling ikke kommer retur.

statsadvokat Morten Niels Jakobsen

Selv om man præcis ikke ved, hvem der er blevet snydt for støttemillioner, er afsløringen blevet mødt af hovedrysten hos de organisationer, som er afhængige af støtten.

- Vi har igen og igen oplevet, at når en periode udløber, så har vi ikke kunnet fortsætte projektet. Konkret betyder det, at man må sige farvel til medarbejdere eller stoppe tilbud, som målgruppen har gavn af. Det gør særligt ondt, når man må stoppe projekter, som målgruppen holder af, og som har effekt, siger konstitueret generalsekretær Sabine Klinker Elm fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte kalder det for gement tyveri.

- Det er 111 millioner, der er stjålet ved højlys dag. Det er skatteborgernes penge, der skulle være brugt blandt socialt udsatte, og det er uacceptabelt, siger Jann Sjursen.

Det skal der ske nu?

Den 64-årige kvinde er efterlyst internationalt via Interpol. Det danske bagmandspoliti skriver i en pressemeddelelse, at de allerede er nået et godt stykke i deres efterforskning, men at kvinden endnu ikke er pågrebet.

Hvis hun bliver pågrebet, er det op til anklagemyndigheden, om der skal rejses tiltale for det massive underslæb.

Bagmandspolitiet vurderer, at kvinden lige nu er i udlandet.

- Det er rigtig vigtigt, at alle de midler, som overhovedet kan findes, kommer retur. Det vil være meget stødende, hvis udbyttet for en kriminel handling ikke kommer retur, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen

Samtidigt har børne- og socialminister Mai Mercado (K) iværksat to eksterne undersøgelser.

Den ene undersøgelse skal se på, hvordan sagen kunne ske, og hvordan man forhindrer, at en lignende sag kommer til at ske igen.

Den anden skal undersøge, om der kan placeres et yderligere ansvar i styrelsen. Altså om der burde være nogle, som havde opdaget den formodede svindel på et tidligere tidspunkt.

- Kontrollerne har i en årrække svigtet i en uhørt grad. Alt skal frem, og der skal både ryddes op og strammes op. Jeg vil afdække, om der kan placeres et ansvar for svigtet, sagde Mai Mercado på et pressemøde tidligere i dag.