Mindre diskrimination af indvandrere

Indvandrere og flygtninge oplever mindre diskrimination i dag end før Muhammedkrisen, viser en rundspørge. Krisen har renset luften, lyder det fra flere eksperter.

Muhammedkrisen førte en masse uro med sig, men den har også fået danskere til at behandle fredelige muslimer bedre. Det fastslår flere eksperter på baggrund af en undersøgelse som Catinét Research har foretaget for LO's ugebrev A4. (Foto: Arif Ali © Scanpix)

Selv om 2006 bød på Muhammedkrise og hektisk debat om muslimer, så er oplevelsen af diskrimination blandt indvandrere og flygtninge klart faldende.

Det skriver LO's ugebrev A4 på baggrund af en undersøgelse fra Catinét Research.

I undersøgelsen oplyser 27 procent, at de føler sig diskrimineret, mens tallet var 33 procent i 2005.

Luften er renset

Eksperter mener, at Muhammedkrisen har renset luften, skabt selvransagelse og fået danskere til generelt at behandle fredelige muslimer bedre.

Peter Nannestad, integrationsekspert på Aarhus Universitet, mener, at de udskældte imamer kan have fungeret som lynafleder, så danskernes vrede over Muhammedkrisen ikke er gået ud over den brede gruppe af indvandrere.

Andre eksperter peger på, at krisen fik mere moderate muslimske stemmer i spil end normalt, og at det har bedret forholdet mellem danskere og indvandrere.

Danskere har modsatte opfattelse

Resultaterne går stik imod oplevelsen hos flertallet af etniske danskere. To ud af tre danskere mener, at diskrimination er blevet mere almindeligt de seneste fem år.

De modstridende signaler betyder dog ikke, at der er tale om en modsætning, vurderer Niels Erik Hansen, der er centerleder på Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination.

- Flertallet af danskerne har åbenbart rykket sig og oplever, at vi er gået for vidt i behandlingen af indvandrerne. Det kan give sig udtryk i, at man opfører sig pænere over for mindretallet, som derfor oplever mindre diskrimination, siger han.