Mindre landmænd kræver screening for svinebakterie

Alle svinebesætninger skal undersøges for den smittefarlige svinebakterie. Sådan lyder kravet fra Frie Bønder efter "Bag Facaden" på DR.

De mindre landmænd kræver igen en screening af alle svinebesætninger for den smittefarlige svinebakterie. Det samme gjorde de i februar i år (Arkivfoto). (Foto: Kasper Thulstrup © DR Østjylland)

Frie Bønder forlanger screening af samtlige svinebesætninger for ikke at blive slået i hartkorn med de besætninger, der er smittet af MRSA-bakterien - også kaldet svinebakterien.

Udsendelsen "Bag Facaden - Den hemmelige bakterie" på DR1 handlede i aftes om de smittefarlige bakterier, der nu også har smittet personer udenfor landbruget.

Hans Jørgen Nygaard, Dybvad, der er formand for Frie Bønder - Levende Land påpeger, at problemet umiddelbart ikke findes i de økologiske og i de mindre svinebesætninger.

Føler sig utrygge

Allerede i februar 2012 forlangte Frie Bønder en screening af samtlige svinebesætninger for at udskille og isolere de inficerede besætninger fra de raske.

Foreningen har flere medlemmer med både mindre og mellemstore besætninger, der føler sig utrygge, siger formanden. Ingen svineproducenter kan vide sig sikre på, om de har MRSA i deres besætninger.

Hans Jørgen Nygaard frygter, at den aktionsgruppe som fødevareministeren og sundhedsministeren i fællesskab har nedsat havner som en syltekrukke.

Skal finde inficerede besætninger

Formanden mener, at det først og fremmest drejer sig om at finde de inficerede besætninger, få dem isoleret fra de raske, og dernæst udsende retningslinjer så yderligere spredning af MRSA undgås.

Nicolaj Nørgaard, der er direktør i videnscenter for svineproduktion i Landbrug og Fødevarer, afviser en screening af alle svinebesætninger, fordi det giver falsk tryghed.

- En screening giver et billede af situationen på en tilfældig dag på et tilfældigt tidspunkt, men besætningen kan blive smittet et par dage efter en screening. Vi vil prøve at gøre alle mere bevidste om, at de kan være bærere af smitten. Vi kender ikke smittevejene, vi mangler simpelthen viden, siger han til DR Nyheder.