Mindre salmonella i fritgående svin

Dobbelt så mange svin, der bliver opdrættet i stalde, har salmonella i forhold til dem, der opdrættes på marken, viser ny undersøgelse.

Ny forskning fra Danmarks Tekniske Universitet viser, at der er større chance for at slippe for salmonella, hvis man spiser kød fra fritgående svin. (Foto: Hans Lyhne Møller)

Salmonella giver hvert år tusindvis af danskere feber, mavesmerter og opkastninger. Men hvis man vil prøve at undgå bakterien, er det en god idé at vælge kød fra frilandssvin eller økologiske svin.

Der er nemlig færre af de svin, der er opdrættet i det fri, som bærer rundt på salmonellabakterier i forhold til de såkaldt konventionelle svin, der lever i store svinestalde.

Det viser en ny undersøgelse fra Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- Vores forventning var egentlig, at de fritgående svin oftest ville have salmonella, fordi de er i kontakt med eksempelvis jord og fugle, som kunne overføre smitten. Men til vores overraskelse har vi fundet, at der er flere tilfælde af salmonella blandt de konventionelle svin end blandt de fritgående og økologiske, siger Henrik C. Wegener, direktør på Fødevareinstituttet på DTU, til DR Nyheder.

Forskerne ved dog ikke, hvorfor det forholder sig sådan.

Grovere foder er måske årsagen

- Men noget tyder på, at det grovere foder, som de fritgående grise spiser, spiller ind. Måske trives salmonella bedre i tarmene, når dyret har fået fint foder, som de konventionelle grise typisk får, siger Henrik C. Wegener.

Undersøgelsen bygger på tarmprøver fra 1.400 svin, der skulle slagtes. Prøverne kommer fra tre grupper svin. Første gruppe er frilandssvin, som opdrættes ude på marken den første del af deres liv.

Den anden gruppe er økologiske svin, der også opdrættes i det fri, men som samtidig får økologisk foder og mindre antibiotika. Og den tredje gruppe er konventionelle svin, der opdrættes i almindelige svinestalde.

Tarmprøverne viste, at der var salmonella i cirka 11 procent af de konventionelle svin, 7 procent af de økologiske svin og i 5 procent af frilandssvinene (altså kun halvt så mange som hos de konventionelle svin.)

Selvom et svin har salmonella i tarmene, er det ikke nødvendigvis farligt at spise kødet. Men i ét ud af ti tilfælde breder smitten sig fra tarmen til kødet. Det sker typisk på slagterierne, når dyret parteres, forklarer Henrik C. Wegener til DR Nyheder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk