Mindst 17 ton kartofler blev tabt på Storebæltsbroen: 57-årig fremstilles i grundlovsforhør

Fyns Politi kalder hændelsen på Storebæltsbroen for 'meget meget farlig'.

Lars Riis tog over Storebæltsbroen omkring kl. 9.15. Her var man ved at fjerne de mange kartofler. (Foto: © Lars Riis, brugerbillede)

Det var en "meget, meget farlig" situation, der her til morgen skete på Storebæltbroen.

Her blev der tidligt smidt kartofler ud på kørebanen, hvor en 57-årig mand efterfølgende blev anholdt. Manden skal senere i dag fremstilles i grundlovsforhør.

Det siger Kenneth Taanquist, der vagtchef i Fyns Politi.

Anholdelsen af manden skete ved betalingsanlægget ved Korsør, efter et vidne havde set, at der røg kartofler ud af mandens lastbil.

Kartoflerne kunne ifølge vagtchefen have ført til, at trafikanter kunne miste herredømmet over køretøjet, og at lastbiler ville bremset voldsomt op, hvor de risikerede at tabe gods over andre.

Politiet har derfor sigtet den 57-årige, fordi man vurderer, at han har udvist særlig hensynsløs kørsel og for at skabe fare for andre trafikanter.

- Efterhånden som dagen er gået, og vi har talt med vidner og efterforsket sagen, så ser det ud som om, at det ikke er helt tilfældigt, siger vagtchefen.

Flere kartoffelhændelser i landet

Både Storebæltsbroen og strækningen mellem motorvejskryds Kolding og Skærup blev ramt af løsslupne kartofler tidligt torsdag morgen. Første melding kom ind til Sydøstjyllands Politi allerede kl. 4.34, og 6.30 skete det så på Storebæltsbroen.

På Storebæltsbroen var det i første omgang sporene mod Fyn, der blev ramt. Et kvarter senere kom meldingen om den samme hændelse på sporene mod Sjælland. Det var i den forbindelse, at lastbilchaufføren blev anholdt.

Kenneth Taanquist kan dog endnu ikke sige, om de tre sager har noget med hinanden at gøre.

- Det kan vi ikke være sikre på, men det er noget, vi efterforsker, siger han.

Kørende over Storebæltsbroen fedtede rundt i en omgang kartoffelmos torsdag morgen. (Foto: © Presse-fotos.dk, Ritzau Scanpix)

Fyns Politi kan heller ikke på nuværende tidspunkt med sikkerhed sige, om manden har handlet alene eller sammen med andre.

- Der er nogle indikationer om, at der kan have været nogle andre til stede, og det er selvfølgelig noget vi kigger på, siger vagtchefen hos Fyns Politi.

Alene i den ene retning over Storebæltsbroen blev der smidt 17 ton kartofler, siger Kenneth Taanquist. Politiet har dog endnu ikke det samlede antal for begge retninger.

Folketinget behandler omstridt lov

Kartoffelaffæren kommer samme dag, som Folketinget ventes at vedtage en ny kilometerafgift for lastbiler, der skal få flere lastbiler til at køre på klimavenlig el. Vognmænd har kritiseret loven og lavet aktioner, som har medført sneglefartskørsel mange steder i landet.

Flere i vognmandsbranchen har taget afstand fra kartoffelhændelserne i dag og siger, de ikke kender til dem.

Også i den østgående retning over lavbroen var der kartoffelsmat. (Foto: © Lars Riis, brugerbillede)

Fyns Politi vil heller ikke sige, om det er Folketingets tredjebehandling af loven, der har fået kartoffelchaufføren til at læsse kartofler af på broen i dag.

- Jeg kan ikke sige noget om, om der er relation til det på nuværende tidspunkt, siger Kenneth Taanquist.

Storebæltsbroen skulle igen være fri for kartofler.