Mindst 67 smittede efter spredning af ny virusvariantnordsjællandsk restaurant

Myndighederne ved ikke præcist, hvordan smitten har spredt sig mellem ansatte og gæster.

Virus forsvinder efter cirka 48 timer på eksempelvis et dørhåndtag, så myndighederne bruger ikke tid på at finde svaret på, hvordan smitten er spredt mellem gæster og ansatte på restauranten for godt to uger siden. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Antallet af personer smittet med en mexicansk coronavariant stiger lige nu i Nordsjælland.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed lørdag eftermiddag.

Tidligere lød det fra styrelsen, at over 50 personer er blevet smittet med den mexicanske variant B11519 via en restaurant i Nordsjælland, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrev lørdag eftermiddag på Twitter, at der nu er fundet yderligere 17 personer smittet med den nye variant.

Derfor intensiveres smitteopsporingen ved, at man for en sikkerheds skyld også tager fat i nære kontakters nære kontakter.

- Her er tale om nogle personer, der er testet positive, hvor man så har undersøgt deres prøver nærmere, og konstateret, at der var tale om den her nye variant. Det har været et større arbejde at ringe rundt til de mennesker, men vi betragter udbruddet som inddæmmet på nuværende tidspunkt, siger Bente Møller, der er enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, til DR Nyheder.

Myndighederne vil ikke oplyse, hvilken restaurant, der er tale om, men det ligger fast, at smitten er sket over flere dage for godt to uger siden.

De smittede er både gæster og ansatte, som så har ført smitten videre ud til familie og bekendte.

Det er uvist, hvordan smitten præcist er startet, og svaret på det spørgsmål får man aldrig.

- Virus er væk på de steder, hvor det kan have spredt sig. Det forsvinder efter 48 timer, så det bruger vi ikke tid på at finde ud af. Det vigtige er, at vi har fået sat en stopper for spredningen, at restauranten er lukket og informeret om regler for hygiejne - hvilket er helt standard i de her sager - og at vi har talt med alle de relevante personer, der er en del af det her, siger Bente Møller.

Det er første gang, der er et udbrud i det her omfang i Danmark. Den mexicanske variant giver dog ikke umiddelbart grund til bekymring.

B11519 fremgår heller ikke af den såkaldte VOC-liste (variants of concern) hos Statens Serum Institut (SSI). Listen indeholder de coronavarianter, som myndighederne i Danmark er ekstra på vagt overfor. På listen er i øjeblikket en britisk, en sydafrikansk og en brasiliansk variant.

Den mexicanske variant blev første gang observeret i Danmark i starten af året, oplyser Bente Møller, men styrelsen har ikke præcise oplysninger om, hvornår og hvordan den mexicanske variant først kom til Danmark.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk