Mindst tre personer ramt af skud på Østerbro

En person er i kritisk tilstand efter skyderi i København.

Mindst tre personer er blevet ramt af skud på Østerbro i København, og en er i kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi til DR Nyheder.

Tilstanden på de to andre ramte personer er endnu ukendt. De er blevet kørt på hospitalet.

Politiet undersøger nu, om flere kan være blevet ramt i skyderiet.

Muligvis flere sårede

- Vi har kørt nogle på hospitalet, og så er der formentlig nogle, der er blevet kørt på hospitalet af andre, så vi er ved at finde ud af, hvor mange der egentlig er ramt, siger vagtchef Henrik Brix til Ritzau.

Et stort område ved Hans Knudsens Plads er afspærret. Det drejer sig om Lyngbyvej fra omkring Haraldsgade til Hans Knudsen Plads. Også Helsingørmotorvejen er spærret i begge retninger, da den munder ud i Hans Knudsens Plads.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter