'Mine børn har ikke fået julegave i flere år'

Endnu engang vælter det ind med ansøgninger om julehjælp. - Et tegn på, at flere familier har det økonomisk svært, mener organisationer.

Elisabeth Schindler har de seneste år fået julehjælp, og det har været altafgørende for, at familien kunne have en god jul. (Foto: Siri Olesen)

Når Elisabeth Schindler har betalt de faste udgifter hver måned, har hun få penge tilbage til at købe mad, tøj og toiletpapir. Derfor er julen langt fra en højtid, hun har har råd til.

- Det er en rigtig hård måned. Jeg bliver deprimeret og ked af det allerede en måned før, fordi jeg ved, at der ikke er noget jul over det. Det værste er, at det går ud over mine to børn. De har ikke fået en julegave i flere år. De siger, det er fint nok, men du kan jo godt se, at de bliver lidt kede af det, siger hun.

Elisabeth Schindler er en af de mange tusinde mennesker, der i år har sendt en ansøgning afsted for at få julehjælp.

Hos fire af landets organisationer, der varetager opgaven med at uddele julehjælp, har man tilsammen modtaget over 39.000 ansøgninger.

Blå Kors har i år fået 6.400 ansøgninger, Mødrehjælpen 6.571, Frelsens Hær omkring 11.900 og Dansk Folkehjælp har modtaget 14.300. For tre af organisationerne er det en stigning i forhold til sidste år.

"Bare det, at der dufter af jul er nok for os"

Elisabeth Schindler er arbejdsløs og har søgt julehjælp i ti år, men har kun fået det de sidste tre år, efter hendes mand døde.

Julen har i mange år været hård - især med alle minderne fra hendes afdøde mand -, men julehjælpen giver familien en følelse af, at de alligevel kan fejre den lidt.

- Jeg ved, at hvis jeg er heldig, så får jeg et gavekort til at købe en julegave til mine børn. Og ellers plejer vi at få penge til mad, så vi kan lave en flæskesteg og den slags. Det betyder meget. Bare det, at der dufter af jul er nok for os, siger hun.

Elisabeth Schindler og hendes datter pynter en plante i lejlighenden med en lyskæde. Julepynt er heller ikke noget, familien har råd til. (Foto: Siri Olesen)

Elisabeths Schindler datter på 14 år, Nikita Schindler, kan også godt mærke den julehjælp, de har fået. Det gør, at de kan få lidt ekstra god mad og lave konfekt, som mange andre familier, fortæller hun.

Og det er en kontrast til den hverdag, de ellers har.

- Engang imellem får jeg måske lov til at få en pose slik til fem kroner. Men så er der jo måske noget pålæg, vi ikke kan købe, siger hun og fortsætter:

- Men det sværeste er min ridning. Hvis jeg skal have noget nyt udstyr, så er der ikke råd. Og hvis jeg kan låne det af nogle andre, så er jeg bange for, at det går i stykker, for så skal jeg jo købe noget nyt til dem, og det ved jeg, at min mor ikke har råd til. Men min mor gør alt, hvad hun kan. Og det er jeg taknemmelig for.

Flere har det økonomisk svært

En af årsagerne til at flere som Elisabeth Schindler ansøger om julehjælp er den økonomiske situation i samfundet.

- Der er flere familier, der har det økonomisk svært, og det kan vi mærke. Derudover er der flere, der er blevet opmærksom på, at julehjælpen eksisterer, og det er blevet nemmere at søge om hjælp, fordi det er blevet digitalt, siger Christian Bjerre, der er generalsekretær i Blå Kors.

Også Frelsens Hær kan se, at årsagen blandt andet er, at flere familier er blevet fattigere.

-Folk får jo ikke bare julehjælp, de skal opgive alle deres indtægter og udgifter, og der kan vi se, at rådighedsbeløbet er lavere end for to år siden. Der er nogle politiske reformer, der har spillet ind blandt andet kontanthjælpsreformen, siger informations- og forvaltningschef Lars Lydholm.

De næste uger skal organisationerne i gang med at samle penge ind, så de kan imødekomme de mange ønsker om hjælp. Frelsens Hær skal eksempelvis samle syv til otte millioner kroner ind, og Dansk Folkehjælp skal nå op på omkring 20 millioner kroner.

Facebook
Twitter