Minister advarede Løkke Rasmussen om interessen for hans rejser

I september advarede udviklingsminister Christian Friis Bach GGGI´s formand, Lars Løkke Rasmussen, om interessen for hans aktiviteter, skriver Jyllands Posten.

Udviklingsminister Christian Friis Bach advarede Løkke Rasmussen om interessen for Løkkes arbejde som formand for GGGI (© DR Nyheder)

Udviklingsminister Christian Friis Bach advarede regeringens ærkefjende, Lars Løkke Rasmussen om, at der blev gravet i hans aktiviteter som formand for klimaorganisationen GGGI.

Det skete, inden Venstre-formandens flyrejser på første klasse kom til offentlighedens kendskab, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

- Vi havde fået nogle henvendelser, som indikerede, at der var fokus på, at han var formand for GGGI.

Der var noget med den organisation og hans formandskab. Det talte jeg med ham om, fortæller Christian Friis Bach til Jyllands-Posten.

EL: Advarsel er mystisk

Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, fik derimod intet at vide af Christian Friis Bach. Næstformand i EL's folketingsgruppe, Pernille Skipper, kalder det "mystisk".

- Hvis jeg var statsminister, ville jeg undre mig over, at en minister vælger at koordinere og advare oppositionslederen, hvis inderste ønske er at vælte regeringen, siger Pernille Skipper til Jyllands-Posten.

Naturligt at drøfte sagen

Samtalen fandt sted mellem den 21. og 26. september, da der blev afholdt et FN-møde i New York. Friis Bach husker ikke den præcise dato.

Sagen har raset de seneste uger, hvor ordførere fra S, R og SF har kritiseret Løkke hårdt for at fråse med midlerne i GGGI, som Danmark støtter med 90 mio. kr. fra udviklingsbistanden.

Christian Friis Bach oplyser, at han undervejs i forløbet har været i kontakt med Lars Løkke flere gange.

Som Danmarks repræsentant i GGGI's bestyrelse fandt han det "naturligt at drøfte sagen med formanden".

Facebook
Twitter