Minister gik selv ned med stress: Jeg forsøger at lære mine børn at sige fra

40 procent af unge kvinder føler sig ofte stresset. Det er en folkesygdom og et gigantisk samfundsproblem, mener ligestillingminister Karen Ellemann.

(Foto: Martin Fält © DR Nyheder)

Jeg voksede op i et lejlighedskompleks med masser af jævnaldrende børn, som jeg legede med nede i parken.

Det var en tryg barndom og ungdom. Jeg er opdraget til at interessere mig for de mennesker, jeg er sammen med. Det var også medvirkende til, at jeg havde en stor flok venner, og der var gang i den.

Der var en skolelærer, som skrev i mit karakterblad: "Hvor tingene sker, finder man Karen."

Jeg var absolut ikke klassens skarpeste kniv i skuffen - overhovedet ikke. Jeg havde kæmpestore problemer med at forstå matematik i de begyndende teenageår. Jeg syntes, det var skidesvært.

Men hvis jeg kom hjem med dårlige karakterer, var det ikke noget, jeg oplevede som, "nu skal jeg have røde ører og skæld ud."'

(Foto: Martin Fält © DR Nyheder)

Jeg er skilsmissebarn og voksede op hjemme hos min mor. Min far havde indlysende en ret fyldig karriere, men der er ingen af mine forældre, som har stået og banket i bordet og spurgt efter at se karakterbogen.

Jeg har fået den vigtige støtte fra mine forældre og voksne omkring mig til at være i trivsel. De har sagt, gør det så godt, du kan.

Efter niende klasse var jeg et år i USA som udvekslingsstudent. Selvom jeg var 16 år blev jeg behandlet som en 12-årig, og jeg måtte ikke rigtig noget. Værtsforældrene var lidt skrappere, og der fik jeg faktisk stuearrest på grund af dårlige karakterer.

Da jeg kom hjem, var jeg nok lidt af en 'partypige'. Jeg begyndte i gymnasiet og var bare vildt glad for skolens fester, og jeg var aktiv i både festudvalget og elevrådet.

Unge i dag har det her med FOMO (fear of missing out, red.). Sådan havde jeg det også med de sociale aktiviteter, men det var noget helt andet end i dag.

Det var i nærområdet. Hvem var sammen med hvem? Hvem ses efter skole? Hvordan gør vi på fredag?

Der er jo en verden til forskel på de unges virkelighed i dag alene af den årsag, at deres virkelighed foregår i lige så høj grad på sociale medier som i den fysiske.

Det er en langt større verden, du skal forholde dig til. Jeg skulle forholde mig til de to seje, store piger nede i blok tre, for det var dem, man så op til. De havde lige fået de nyeste træskostøvler, og hvorfor havde jeg ikke dem? Så gammel er jeg.

Men jeg blev ikke bombarderet i det tempo og med impulser og det efterfølgende pres, som mine børn og hele ungdommen bliver i dag.

Når så stor en del af din virkelighed og sociale liv foregår på sociale medier, er der en tendens til at glemme, at det er en redigeret virkelighed i langt de fleste tilfælde.

Jeg kan huske en episode, da Facebook lige var kommet frem. Der spurgte jeg en veninde, om vi ikke skulle tage en tur i skoven og tage billeder for ligesom at vise, at vi var i skoven. Der spurgte hun, hvad fanden det var, jeg sagde.

"Hvad er det vigtigste her? Hvis det vigtigste er, at du gerne vil vise, vi er i skoven, så er du kuk-kuk oven i hovedet."

Tænk at have så god en veninde. Vi skal gå i skoven, fordi vi skal gå derude sammen og få noget frisk luft.

(Foto: Martin Fält © DR Nyheder)

Jeg gik ned med stress i 2003, da jeg var ung mor, og før jeg gik ind i politik. Damn, jeg kørte en pisk over nakken hele tiden. Der var så meget, jeg skulle leve op til. Jeg skulle have et nydeligt hjem med flotte sofapuder, bage bollerne selv, børnene skulle se pæne ud, vennerne skulle inviteres på middag.

Jeg glemte at trække vejret og tænke over, hvad jeg havde lyst til, og hvad der egentlig gjorde mig glad.

Det vigtigste jeg lærte af mit stressnedbrud, det var evnen til at tage styring i mit eget liv. Lære at sige nej. Når du siger ja, er du også nødt til at sige nej. Du kan ikke det hele. Du er nødt til at lære dig selv at lukke af. Det er skidelet at sige og rigtig svært at praktisere.

Stress er en folkesygdom og et gigantisk samfundsproblem. Det er altid svært at sige om et problem er større end andre, men det er vitterligt nutidens største problem - ikke kun i Danmark.

Når over 40 procent af unge kvinder ofte føler sig stresset, siger det noget om, hvilket pres de er udsat for, men også hvilket pres, man lader sig udsætter for. Det er et bekymrende højt tal.

Så kan man sige, "du er jo minister, hvad vil du gøre ved det?" Men det her kan man ikke ændre med lovgivning alene. Hele det levede livs tempo i dag har nogle følgevirkninger, som jeg er alvorligt bekymret for.

Der er altid en risiko for, at man falder i en eller anden kønsstereotyp forklaring, men det er jo indiskutabelt, at tallene viser en forskel på kønnene her.

Tallene underbygger, at kvinder i højere grad er tilbøjelige til at lade sig lulle ind i "perfekthedskulturen".

Jeg kan kigge på de børn, jeg selv har produceret, en dreng og en pige, der er halvandet år imellem. Jeg vil mene, at jeg har opdraget dem ens, men hånden på hjertet har jeg måske ikke. Men jeg har forsøgt og været bevidst om det.

Når jeg taler med dem om skoleopgaver, har de meget forskellige tilgange til det. Og jeg genkender det hos rigtig mange andre. Pigerne har en tendens til at stille højere krav og konkurrere med hinanden og sig selv på nogle perfekthedsparametre.

Drenge konkurrerer også, men på nogle andre parametre og baner. Der er altså stadig nogle kønsstereotype forklaringer på det her - og hvad gør vi ved det?

(Foto: Martin Fält © DR Nyheder)

Som mor vil jeg rigtig gerne være mine børns støtte og ikke være hende, der svinger pisken med nogle urealistiske forventninger. Men man kan sagtens sige, at man har forventninger, at der er ting, man skal gøre sig umage med og opgaver, der skal løses.

Jeg prøver at lære dem at navigere i livet. At vide at man har ansvar for, hvordan man opfører sig og indvirker på andre. Og med mit eget eksempel vise det her med til- og fravalg. Det er sindssygt svært.

De har så mange tilbud, aktiviteter og ønsker for, hvad de gerne vil nå. Man vil gerne til fest, klare fritidsjob og der er også familiefester og forpligtigelser.

En gang imellem skal man hjælpe og spørge, "hvordan tænker du egentlig selv, det her skal gå op i en højere enhed?" Det skal man øve sig i, og det gør vi alle jo hele livet. Når vi taler om at have travlt, så taler jeg også meget om, hvornår du skal lade op til at kunne have travlt.

Med fare for at lyde som en gammeldags kone er det for mig at se, en af de største opgaver i livet - at finde balancen.

(Foto: Martin Fält © DR Nyheder)

Som minister mener jeg, at vi bredere set skal have fokus på sundhedstilstanden, så det ikke kun handler om, at rygning er skadeligt og få nedbragt alkoholindtag blandt unge. Men det kan lykkes, som vi for eksempel kan se på det faldende alkoholindtag.

Vi har forskellige politiske værktøjer. Der er oplysning, som jeg som liberal godt kan lide. Der er forbud, og så er der regulering af afgifter. Men der er ikke værktøjet, der handler om, hvordan du føler. Der er du nødt til at tale med hver enkelt om, hvad der stresser.

Jeg er fuldstændig bevidst om, at uddannelsesvalg og masser af fokus på karakterræset indiskutabelt er til stede her. Diskussionen om adgangsbegrænsninger har haft den skadelige tendens, at det bliver meget enøjet. "Jeg skal kunne komme ind på Jura med et snit på over 12."

Det er bare ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Derfor er det vigtigt, at folde virkeligheden ud i forhold til uddannelsesveje, forenkle det og sige, at dit liv ikke slutter i morgen, hvis du ikke får 12.