Minister hæver krav til omstridt antibiotikum

Efter DR’s dækning af sagen hæver ministeren nu kravet til det omstridte og resistensskabende antibiotikum tetracyklin.

Efter pres fra flere partier bag MRSA-handlingsplanen skærper fødevareminister Esben Lunde Larsen nu kravet til omstridt antibiotikum. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Fødevareminister Esben Lunde Larsen meddeler i en pressemeddelelse, at han nu hæver faktoren for, hvor meget det omstridte antibiotikum tetracyklin skal tælle i svineproducenternes medicinregnskab.

-Jeg er i forbindelse med denne sag ikke blevet oplyst af mit ministerium, at DTU vurderer, at udfasning af tetracyklin kan blive forsinket, hvis omregningsfaktoren for tetracyklin fastsættes til 1,2 i stedet for 1,5. Det viser sig nu ikke at være fyldestgørende oplysninger om DTU's vurdering, der er gået videre til mig, skriver ministeren i sin pressemeddelelse.

Kovending

Ministerens kovending kommer efter at DR i går fortalte historien om, at fødevarestyrelsen og fødevareministeren fulgte landbrugets ønske om kun at lade tetracyklin tælle med 20 procent ekstra (faktor 1,2) i medicinregnskabet, selv om fødevarestyrelsen i sit udspil til bekendtgørelse havde foreslået, at stoffet skal tælle 50 procent ekstra (faktor 1,5).

Nu sætter ministeren så faktoren op til 1,5 – altså mere end dobbelt så meget som han først havde godkendt.

-Jeg er meget optaget af, at vi får nedbragt forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion. Derfor sætter jeg nu faktoren på tetracyklin op til 1,5. Der skal ikke herske tvivl om, at vi gør, hvad der skal til for at forebygge antibiotikaresistens, skriver fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)

Facebook
Twitter