Minister har intet til overs for Tvind: Men kommunerne kan frit vælge dem

Mai Mercado (K) vil på nuværende tidspunkt ikke gå ind i sagen om, at Tvind fik 190 millioner kommunekroner sidste år.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er personligt indigneret over, at Tvind sidste år fik 190 millioner kroner til 37 bosteder. Hun mener dog, at det er op til kommunerne selv at vælge det bedste tilbud. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Selvom Tvind er under mistanke for skattesvig og svindel i flere lande, så betalte danske kommuner sidste år 190 millioner kroner til 37 bosteder, der nu viser sig at have stærke forbindelser til den omstridte organisation.

Det viser en opgørelse, som avisen Kommunen og DR-programmet "Afsløret" har lavet på baggrund af en aktindsigt hos kommunerne.

Aktindsigten viser, at det er en fond med forbindelse til Tvind-organisationen ved navn "Fælleseje", der udlejer størstedelen af lokalerne til de 37 bosteder rundt omkring i landet. Størstedelen af bostedernes forstandere er samtidig ledende medlemmer i Tvinds lærergruppe.

Jeg tror, vi alle sammen har det sådan, at vi jo dybest set ikke er interesserede i at støtte noget, der har med Tvind-koncernen at gøre

Michael Ziegler, borgmester Høje-Taastrup

De 37 bosteder er alle godkendt af Socialtilsynet og får fine anmærkninger.

Og selv om der er flere alarmklokker, der ringer hos børne- og socialminister Mai Mercado (K), når hun hører navnet Tvind, så vil hun ikke gå ind i sagen på det nuværende grundlag.

- Tvind er ikke ulovligt, og så længe, at de overholder de strenge krav til kvalitet, så kan de etablere for eksempel opholdssteder og sælge pladser til kommunerne. Hvis kommunerne mener, at et Tvind-tilbud er det bedste for en borger, så står det kommunerne frit for at vælge dem. Jeg kan ikke stille mig i vejen for det, og jeg vil ikke blande mig i kommunernes valg, siger hun.

Men ud over, at kommunerne har deres frie ret til at vælge Tvinds tilbud, efterlader Mai Mercadi ikke nogen tvivl om, hvad hun personligt mener om Tvind-imperiet, hvor magttoppen er efterlyst via Interpol.

- Jeg kan mærke, at det gør noget ved mig, når jeg hører, at Tvind er involveret. Jeg har ikke noget som helst personligt til overs for Tvind, og jeg synes også, at de tidligere har vist, at de ikke skyer nogen midler for at tjene penge på svage borgere, siger Mai Mercado og fortæller, at det er altafgørende, at der ikke bliver kanaliseret penge fra Tvind i Danmark til udlandet.

Socialdemokratiet: Alle alarmklokker bimler

Organisationen Tvind har eksisteret siden 1970 og har gentagne gange de seneste knap 50 år været kritiseret for deres metoder. Lige nu gemmer fem af de ledende medlemmer - herunder Tvinds leder, Mogens Amdi Petersen - sig fra de danske myndigheder. De blev i 2006 frikendt for skattesvig og underslæb i byretten og stak af til udlandet, inden anklagemyndigheden nåede at forkynde anken.

Og at Tvind nu endnu en gang dukker op fra overfladen, får alarmklokkerne til at bimle hos Folketingets største parti, Socialdemokratiet.

Socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil opfordrer de 67 kommuner, der har benyttet sig af Tvinds tilbud, til at se dem grundigt efter i sømmene, og hun opfordrer Mai Mercado til at ind i sagen

- Jeg bliver grundlæggende dybt, dybt bekymret, fordi der var så store problemer med Tvind tidligere. Det her kommer da noget bag på mig, siger hun.

Hvis kommunerne mener, at et Tvind-tilbud er det bedste for en borger, så står det kommunerne frit for at vælge dem.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K)

Det er særligt Tvinds problematiske fortid, der bekymrer ordføreren. Men det er også bekymrende, at kommunerne ikke har overblik over hvem, hvem de køber ind hos og derved ikke ved, at det er Tvind, der tager i mod kommunens børn og unge.

- For det første bimler alle alarmklokker hos mig, når man indkøber pladser. Det er nogle af de mest sårbare børn og unge, vi taler om, og der skal altså være styr på tingene, siger hun og fortsætter:

- Den anden ting er, at der gælder særlige regler, hvis det er sådan, at man er koblet op på hinanden som institutioner. Hvis kommunerne ikke er klar over, at de køber ind hos Tvind, er der noget, der tyder på, at de regler ikke bliver overholdt.

Borgmestre er overraskede

I alt 67 kommuner betalte i 2016 penge til Tvind.

De 37 bo- og opholdssteder, der har forbindelse til Tvind, er alle godkendt af Socialtilsynet, og derfor optræder de i den tilbudsportal over godkendte steder, som kommunerne ser på, når et barn eksempelvis skal anbringes.

Jeg bliver grundlæggende dybt, dybt bekymret, fordi der var så store problemer med Tvind tidligere, så det her kommer da noget bag på mig.

Pernille Rosenkrantz Theil (S)

To af de kommuner, som har benyttet sig af tilbud, der kan forbindes til Tvind, er Høje-Taastrup og Helsingør. De er begge meget overraskede over, at penge fra kommunekassen er havnet hos den omstridte organisation.

- Jeg var ikke klar over det. Jeg tror, vi alle sammen har det sådan, at vi jo dybest set ikke er interesserede i at støtte noget, der har med Tvind-koncernen at gøre, siger Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

Borgmesteren slår dog også fast, at Tvinds tilbud er godkendt af Socialtilsynet, og derfor konkurrerer de på lignende vilkår med andre.

- Den eneste vej ud af det er, at man får lavet et regelsæt, som gør, at de her Tvind-relaterede institutioner slet ikke er på tilbudsportalen. For er de først det, så er de godkendte, og så kan vi som kommuner ikke bare fravælge dem, siger Michael Ziegler.

Du kan se mere om Tvind i programmet ’Afsløret – Tvinds nye imperium’, der bliver sendt i morgen aften 20.45 på DR1 og efterfølgende kan ses på dr.dk/tv.

Rettelse klokken 08.49: I den oprindelige artikel stod der, at de 37 bo- og opholdssteder er godkendt af Socialstyrelsen. Det er nu rettet til Socialtilsynet, da det er dem, der godkender bo- og opholdsstederne.

Tvind-imperiet

  • Tvind består af en række selvstændige skoler, en rejsende højskole og projekter rundt omkring i verden og blev stiftet af Mogens Amdi Petersen i 1970.
  • Et af Tvinds formål er at skaffe penge til u-lande ved indsamling og salg af brugt tøj.
  • Mogens Amdi Petersen "forsvandt" som offentlig person i slutningen af 1970'erne efter negativ omtale af Tvind-projekter.
  • Et Tvind-medlem fortalte i 2000, at ledende medlemmer af Tvind havde trukket tilskudskroner ud af den danske stat - blandt andet til projekter af tvivlsom eksistens.
  • Året efter sigtede politiet otte Tvind-ledere, heriblandt Mogens Amdi Petersen, for skatte- og mandatsvig.
  • I 2002 blev han anholdt i USA og udleveret til Danmark efter syv måneder i et amerikansk fængsel.
  • I Danmark begyndte retssagen om skattesvig og underslæb, og hovedparten af de tiltalte blev i august 2006 frifundet ved byretten i Ringkøbing.
  • Anklagemyndigheden ankede frifindelserne. På det tidspunkt var de tiltalte rejst ud af Danmark.
  • I august 2016 fandt DR3 Mogens Amdi Petersen i Baja i Mexico, hvor han opholdte sig på et uddannelsescenter.
  • Tilbage i marts 2014 anmodede de danske myndigheder Mexico om at få Mogens Amdi Petersen og de fire andre tiltalte udleveret i forbindelse med ankesagen i Danmark.