Minister: Kronprinsen har ikke fået forsvarshemmeligheder

Kronprins Frederik og nøglepersoner i Forsvaret drøfter ikke følsomme oplysninger om interne forhold i Forsvaret. Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen.

Kronprins Frederik og forsvarschef Bjørn Ingemann Bisserup (th.). (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Kronprins Frederik og nøglepersoner i Forsvaret drøfter ikke følsomme oplysninger om interne forhold i Forsvaret.

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) i Folketingssalen.

- Forsvarschefen har til Forsvarsministeriet oplyst, at der er tale om sammenkomster under private former, hvorfor der ikke drøftes konkret eller følsomt indhold for Forsvaret, siger Bramsen.

Netmediet OLFI har tidligere beskrevet, hvordan kronprins Frederik et par gange om året mødes med forsvarschef Bjørn Ingemann Bisserup og flere ledende skikkelser i Forsvaret.

Under møderne skulle Danmarks kommende regent ifølge OLFI's oplysninger blandt andet blive orienteret om følsomme oplysninger om interne forhold i Forsvaret, uden at forsvarsministeren eller andre medlemmer af regeringen bliver informeret om indholdet af møderne.

Det fik SF til at kræve en redegørelse fra forsvarsministeren, der altså nu afviser, at kronprinsen har været orienteret om følsomme oplysninger. Bramsen mener ikke, at hun i denne sag kan løfte pegefingeren.

Ritzau har henvendt sig til kongehuset om en kommentar til sagen. Men kongehuset er ikke vendt tilbage.

/DR Nyheder/