Minister: Mindre antibiotika er vejen til at bekæmpe MRSA

Stramninger på området har hjulpet til at sænke forbruget af antibiotika, mener fødevareminister Dan Jørgensen (S).

- Desværre findes der ikke nogen enkle snuptagsløsninger, der kan få problemet til at forsvinde i morgen. Men vi gør alt hvad vi kan, for at få mere viden om smittevejene, så vi kan slå effektivt ned på problemet, siger Dan Jørgensen. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

For at bekæmpe MRSA-smitten skal antibiotika-forbruget ned.

Sådan lyder det fra ministeren for fødevarer og landbrug, efter en ny rapport viser, at antallet af danskere, der smittes med den frygtede MRSA-bakterie bliver ved med at stige og danske landmænd bruger stadig mere antibiotika i svinestaldene.

- Vi skal gøre alt, vi overhovedet kan for at undgå at svine-MRSA spreder sig. Men vi bliver samtidig nødt til at tage fat om nældens rod, nemlig antibiotika-forbruget, siger Dan Jørgensen (S).

Kan give blodforgiftning

MRSA-bakterien er ufarlig for svin, men kan give mennesker bylder, sår og i værste tilfælde en dødelig blodforgiftning. Bakterierne kan blive overført fra dyr til mennesker ved direkte kontakt.

Og noget tyder på, at der kommer mere og mere MRSA i de danske kølediske. I en stikprøvekontrol, som TV Syd udførte for en uge siden, var der MRSA-stafylokokbakterier af typen CC398 i 21 af 100 produkter fra 16 forskellige supermarkeder i Syd- og Sønderjylland.

- Vi skal selvfølgelig stadig være opmærksomme på alle aspekter af MRSA-smitten. Derfor har jeg bedt om, at der bliver lavet en ny risikovurdering. Her vil fødevare også indgå som en del af den samlede analyse, men lige nu tyder alt på, at risikoen for at blive smittet gennem fødevarer er minimal, siger Dan Jørgensen.

Ingen snuptagsløsninger

Ministeren understreger, at han tager problemstillingen "dybt alvorligt".

- Desværre findes der ikke nogen enkle snuptagsløsninger, der kan få problemet til at forsvinde i morgen. Men vi gør alt hvad vi kan, for at få mere viden om smittevejene, så vi kan slå effektivt ned på problemet, siger han.

Problemet er, at et overforbrug af antibiotika i grise skaber resistente bakterier, der kan sprede sig til mennesker. Gør de det, er det svært at behandle patienterne, da deres krop ikke længere reagerer på medicin.

I 2013 blev der brugt 116,3 ton antibiotika til dyr i Danmark. Fordelt på dyrearter står svin for cirka 78 procent af antibiotikaforbruget i 2013.

Minister: Stramninger hjælper

Det fremgår i den nye Danmap-rapport, at mængden af antibiotika brugt i danske svinebrug bliver ved med at stige. Dan Jørgensen mener, at nye stramninger har hjulpet.

- Allerede da vi sidste år opdagede, at der var en stigning i antibiotikaforbruget, strammede vi reglerne, og det ser nu til at have båret frugt her i begyndelsen af 2014, hvor vi ser et lille fald i forbruget.

Fødevarestyrelsens 'gult kort'-ordning fra 2010 blev indført for netop at stoppe brugen af antibiotika i svinebrug. Det gule kort skulle få producenterne til at sænke niveauet, og det hjalp det første år. Men siden er mængden af antibiotika brugt i de danske svinestalde igen gået op. Og stigningen fik ministeriet til at stramme reglerne.

- Derudover er der i forbindelse med fempunktsplanen sat en stopper for rutinemæssig flokmedicinering og iværksat en evaluering af afgiftsstrukturen på antibiotika, siger Dan Jørgensen.

- Jeg forventer, at initiativerne vil afspejles i forbruget, men vil naturligvis følge udviklingen tæt og løbende overveje om der er brug for yderligere initiativer.