Minister og universiteter enige om nedskæringer

Universiteterne og uddannelsesministeren er blevet enige om, hvordan beskæringen af uddannelser skal ske.

Universiteterne har fået medbestemmelse over nedskæringerne, siger ministeren. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Universiteterne og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) er tirsdag blevet enige om, hvordan ministerens planlagte beskæring af uddannelser skal føres ud i livet

Både målene og regnemetoderne fra ministerens udspil består med enkelte mindre ændringer.

Beskæringen af uddannelserne på bachelorniveau sker stadig fra sommeren 2015, mens kandidatuddannelserne først beskæres fra 2018. Samtidig får universiteterne indflydelse på, hvilke uddannelser der beskæres indenfor den ramme ministeren har lagt.

- Jeg er glad for, at vi kan fastholde målet. Vi vil ikke uddanne til ledighed, siger Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

- Nu er det universiteterne, der tager ansvaret for implementeringen. Det er vigtigt, at de tager ejerskab, siger ministeren.

Skal stadig skære mere i Odense og Aalborg

Et af kritikpunkterne af ministerens plan har været, at universiteterne i Aalborg og Odense skal beskære flere uddannelsespladser end universiteterne i København og Aarhus. Det bliver der ikke ændret på, men det er heller ikke nødvendigt, mener ministeren.

- Det er samme udgangspunkt, men der er både rigtig god tid og større fleksibilitet i, hvordan det skal ske på de enkelte uddannelser. Der kan tages enkelte hensyn af helt særlige karakter, hvis der er regionale og udbudsmæssige forhold. Det har der hele tiden været mulighed for, siger Sofie Carsten Nielsen.

Ministeren understreger, at universiteterne med aftalen har fået en større grad af fleksibilitet i forhold til, hvordan hendes plan skal gøres virkelighed. Det sker ved, at universiteterne selv får indflydelse på, hvor der skal beskæres indenfor et af ministeriet fastlagt område.

/ritzau/

Facebook
Twitter