Minister om 200 urørte millioner: Vi er alle blevet snydt

Hver femte krone, der skulle have hjulpet kriminelle på ret køl, er ikke blevet brugt.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup kan flere med rette føle sig snydt, fordi 200 millioner kroner ikke er blevet brugt til at hjælpe løsladte ud af kriminalitet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der har været noget galt med økonomistyringen hos Kriminalforsorgen, når der kan stå 200 millioner kroner på forskellige konti uden at være brugt.

Det mener justitsminister Nick Hækkerup (S), der er trist over, at både ofre, indsatte og i sidste ende de politikere, der har bevilget pengene, nu kan føle sig snydt.

Pengene stammer fra satspuljemidlerne og skulle de seneste 10 år have hjulpet dømte til et liv uden for kriminalitet.

- Der er alle mulige, der er blevet snydt i denne sammenhæng. Det vigtigste for mig er, at vi har et samfund, hvor man kan færdes trygt. Det kræver, at vi sørger for, at dem, der bliver fængslet og senere løsladt, ikke har lyst til at begå ny kriminalitet, siger Nick Hækkerup.

200 ubrugte millioner kroner

Dokumenter, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, viser, at knap hver femte krone, der de seneste år er blevet bevilget fra satspuljemidlerne til at hjælpe løsladte ud af kriminalitet, ikke er blevet brugt.

Kriminalforsorgen har fået en milliard kroner, og af dem står nu 200 millioner ubrugte hen. Ifølge Kriminalforsorgen skyldes det blandt andet, at nogle af projekterne undervejs viste sig at blive billigere.

Midlerne er bevilget til bestemte projekter og kan derfor ikke uden videre kanaliseres videre. Kriminalforsorgen oplyser desuden til DR Nyheder, at man senere har ændret praksis, så noget lignende ikke længere sker.

Justitsminister Nick Hækkerup ærgrer sig over de mange penge, der ligger ubrugt hen.

Minister: Bør bruges som tiltænkt

Justitsminister Nick Hækkerup kan ikke love, at de 200 millioner kroner nu skal bruges på at få kriminelle på ret køl.

- Hvis det stod til mig, så skulle pengene bruges til det, de oprindeligt var tiltænkt. Men vi er i en situation, hvor der er andre partier på Christiansborg, der har en mening om det. Det samme har Finansministeriet, siger Nick Hækkerup.

Justitsministeriet oplyser til DR, at ministeren nu vil indkalde forligspartierne til en orientering om de ubrugte midler.

Hos SF ser Karina Lorentzen frem til at få mere information fra ministeren.

- Hvis vi skal undgå de næste ofre, så er det virkelig vigtigt, at vi hjælper folk videre, der er blevet dømt. Jeg synes, det er under al kritik, at det ligger så mange ubrugte midler. Jeg undrer mig virkelig over, at Kriminalforsorgen gennem årene ikke har tilbagerapporteret, at der var penge tilbage, siger Karina Lorentzen.

Hun ser gerne, at de ubrugte penge får lov til at blive i systemet.

- For mig er det vigtigt, at vi lægger stor vægt på de indsatser, der skal undgå, at indsatte falder tilbage til kriminalitet. Det er politisk bestemte indsatser, og derfor skal vi selvfølgelig have løst det her problem.

Også Enhedslistens retsordfører Rosa Lund håber at få flere oplysninger om, hvorfor der står 200 millioner kroner ubrugt.

- Jeg er meget nysgerrig efter at vide, om der er noget teknisk, der står i vejen for, at Kriminalforsorgen ikke har brugt pengene. Man kan frygte, at der har været for dårlig planlægning, siger Rosa Lund.