Minister om flere fejl i kommunerne: Det er meget bekymrende

Det er ikke godt nok, at kommunerne ifølge Ankestyrelsen laver flere fejl end tidligere, siger socialminister Mai Mercado (K).

Loven skal overholdes, understreger Mai Mercado (K). (Foto: Foto: dr)

Det er ikke godt nok, når borgere oftere oplever at få frataget støtten til for eksempel handicappede børn, fordi kommunen har læst loven forkert.

Det siger socialminister Mai Mercado (K), efter DR i dag kan fortælle, at kommunerne i stigende grad får at vide af Ankestyrelsen, at de har lavet fejl i deres afgørelser på beskæftigelses- og socialområdet.

I 2013 vurderede Ankestyrelsen, at kommunerne havde læst loven forkert i 21 procent af de sager, der blev klaget over. I 2016 var det tal steget til 29 procent.

- Jeg vil gerne understrege, at loven skal overholdes. Det er meget, meget bekymrende, hvis vi pludselig ser, at antallet af omgørelser hos Ankestyrelsen stiger, for det er et tegn på, at kommunerne ikke er grundige nok, siger Mai Mercado.

I tæt på hver tredje sag vurderede Ankestyrelsen sidste år, at kommunerne enten havde truffet en forkert beslutning, eller at der var væsentlige informationer, som kommunen ikke havde med i sin vurdering.

Ifølge Kommunernes Landsforening kan det til dels skyldes, at lovgivningen på visse områder er meget snørklet.

Lektor John Klausen fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet frygter derimod, at stigningen i fejl kan skyldes, at kommunerne nogen steder tager mere hensyn til kommunekassen end til de mennesker, der har brug for støtten.

Sådan må det aldrig være, understreger ministeren.

- Hvis vi ser problemer med, at kommunerne spekulerer i at omgå loven, så har vi et alvorligt problem, siger Mai Mercado.

For at gøre lovområdet lettere at finde rundt i har politikerne ifølge ministeren netop behandlet et forslag om en mere enkel lovgivning, og det er et område, som ifølge Mai Mercado bliver fulgt løbende.

I Kommunernes Landsforening har formand for social- og sundhedsudvalget Thomas Adelskov (S) i dag opfordret kommunerne til at være mere grundige.

- Vi opfordrer kraftigt kommunerne til at kigge dels på de sager, de får omgjort, og selvfølgelig også på egen praksis, siger Thomas Adelskov til DR.

Facebook
Twitter