Minister om tosprogede: Vi skal kunne teste toåriges dansk

Stor gruppe børn halter gevaldigt efter, når det kommer til dansk. De skal hjælpes tidligt, siger Mai Mercado.

RB PLUS Tosprogedes danskevner halter bagefter- - ARKIVFOTO 2015 af børne- og socialminister Mai Mercado (K)- - Se RB 5/3 2017 14.56. ITosprogedes danskevner halter bagefter. Der er brug for en tidlig indsats, så tosprogede børnehaveklassebørn med ikkevestlig baggrund kan få hjælp til at udvikle danskevnerne, siger minister.. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017) (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

- Det er rigtig trist, når vi kan se, at der er så mange børn, der ikke har et tilstrækkeligt dansk ordforråd og sprog.

Sådan lyder det fra børne- og socialminister Mai Mercado (K) om en ny opgørelse fra Københavns Kommune.

Den viser, at 44,2 procent af de tosprogede elever med ikkevestlig baggrund, der startede i børnehaveklasse i 2015, har behov for en særlig indsats, hvis de skal blive bedre til dansk.

Ministeren har derfor fremsat et lovforslag, der skal give kommunerne mulighed for at lave sprogvurderinger på børn ned til to år.

- Vi kan simpelthen se, at der for nogen børn er brug for en tidligere indsats, siger Mai Mercado.

Forslaget skal ligeledes give tosprogede børn mulighed for at blive optaget i et dagtilbud som eksempelvis børnehave, hvis det vurderes, at der er behov for det.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) støtter op om de nye tiltag.

Hun peger dog på, at de tosprogede børns forældre også bærer en del af ansvaret.

- De statistiske forskelle mellem børn med dansk baggrund og ikkevestlig baggrund er store. Hjemmets betydning er helt afgørende for børns evne til at lære og indgå i skolen.

- Institutioner og vuggestuer kan hjælpe børnene bedre end i dag, men forældrene må tage aktiv del, hvis vi skal have nogen chance for at udligne de store statistiske forskelle, vi ser, siger hun.

11,7 procent af eleverne med dansk eller vestlig baggrund, der tog hul på børnehaveklassen i 2015, kræver en "særlig eller fokuseret" indsats for at blive bedre til dansk.

Tallene er faldet en smule over de seneste par år.

I 2014 var det 47 og 12,3 procent af børnene med henholdsvis ikkevestlig og dansk baggrund, der havde brug for en "særlig eller fokuseret" indsats.

I 2013 var det henholdsvis 49,2 og 12,2 procent.

/ritzau/