Minister om uetiske familieadvokater: Advokatrådet må hanke op i sig selv

Det er først og fremmest Advokatrådets opgave at sikre, at familierådgivere handler etisk i børnesager, mener socialministeren.

22 ud af 24 adspurgte familieadvokater fortæller til DR2 og Radio24syv, at de har kendskab til kolleger, der handler uetisk i forbindelse med børnesager. (© Colourbox)

Ansvaret for uetiske familieadvokater ligger hos Advokatrådet.

Sådan lyder det fra socialminister Manu Sareen, efter 'DR2 Undersøger' i aften kan fortælle, at en håndfuld familieadvokater er med til at eskalere konflikter mellem forældre i børnesager.

Det gør de blandt andet ved at komme med falske anklager om for eksempel seksuelle overgreb og vold.

- Jeg kan ikke gøre noget ved, at de handler uetisk. Det må Advokatrådet gøre. Det, jeg kan gøre, er, at de medarbejdere, der sidder med de her sager i Statsforvaltningen, er klædt bedst muligt på, siger ministeren til DR Nyheder.

På udkig efter brodne kar

Statsforvaltningen har kendskab til en eller to håndfulde familieadvokater, som efter deres mening handler uetisk i børnesager.

Det gør de blandt andet ved at opfordre forældre til at komme med falske anklager mod hinanden, der i sidste ende koster barnet samværet med enten sin mor eller far - også selvom den anklagede part bliver renset for anklager.

Ifølge Manu Sareen skal Statsforvaltningen selvfølgelig reagere, når der kommer anklager om for eksempel seksuelt misbrug og vold, men de skal også i højere grad være på udkig efter de brodne kar blandt familieadvokater.

- Det er svært at skulle lovgive sig ud af folks slemme intentioner, men det, vi kan gøre, er at skabe nogle rammer, der gør det sværere at lave grundløse beskyldninger, siger han.

- Men så må Advokatrådet også hanke op i sig selv og rydde ud i de brodne kar, der eventuelt måtte være.

LA: Det burde ikke kunne lade sig gøre

Hos Liberal Alliance mener man også, at det er Advokatrådet, som skal "holde orden i egne rækker". Men der skal også ses på, om de forældre, der kommer med falske anklager, kan straffes, siger familieordfører Merete Riisager.

Vi må prøve at undersøge, hvorfor det rent juridisk er indrettet sådan, at man kan komme med en falsk anklage om strafbare forhold. Hvordan kan det egentlig lade sig gøre?, siger hun.

- Man må jo ikke lyve om andre mennesker, og slet ikke om den her slags ting. Så hvordan kan det lade sig gøre, at forældre kan komme med gratis anklager og ikke selv komme til at stå til ansvar for dem. Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Advokatrådet: Man må ikke lyve

Formand for Advokatrådet Søren Jenstrup afviser at udtale sig om konkrete sager.

- Men når det er sagt, så er det sådan, at alle advokater - også familieadvokater - er underkastet vores advokatetiske regler. Og de skal optræde i overensstemmelse med det, som man kalder god advokatskik, siger han.

En af de centrale bestemmelser omkring god advokatskik er, at man ikke må fremme sin klients interesser 'på en utilbørlig måde'.

Det betyder, at man må fremføre alle saglige og rimelige argumenter til støtte for sin klients synspunkt, men at man ikke må opføre sig etisk uforsvarligt.

- Man må for eksempel ikke lyve, siger Søren Jenstrup.

De forurettede skal selv klage

Han opfordrer forældre, som har været udsat for advokater, der lyver om dem, til at klage til Advokatnævnet, der er et uafhængigt nævn.

Søren Jenstrup mener ikke, at Advokatrådet kan gribe ind over for advokater, før der ligger konkrete anmeldelser. Han påpeger, at de forurettede har 'glimrende muligheder' for at klage og selv skal bringe sagen for dagens lys.

- Så længe det foregår på anonymt grundlag, som det gør nu, så kan vi ikke foretage os noget som helst, siger han.

'DR2 Undersøger: Fædre under mistanke' bliver vist i aften på DR2 klokken 21.30.

Facebook
Twitter