Minister opfordrer studenter i brev: Der bliver rift om studiepladserne – så søg bredt

Coronapandemien vil få flere til at søge videregående uddannelser. Minister minder studenter om at søge i hele landet.

I de kommende dage vil der rundt i landet lyde horn og jubel fra de mange studentervogne. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Mens mange af landets studenter i dag brager ud på studenterkørsel med hue og horn, vil en besked trille ind i deres e-boks.

Den er fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Og ud over at de ønskes en god sommer og held og lykke med deres fremtidige uddannelser, er budskabet i brevet klart: De unge skal forberede sig på, at der kan være flere, der søger en uddannelse her til sommer på grund af coronavirus.

Det siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

- Det er et brev med en påmindelse om, at den her sommer er lidt særlig, og at vi på grund af corona risikerer at se ind i et optag, hvor der er rigtig stor rift om pladserne.

Fagfolk har tidligere vurderet, at flere vil søge mod uddannelse, da coronapandemien blandt andet har begrænset unge i at rejse og tage på højskole. Det bakkes op af Dansk Erhverv, som også forventer et større ansøgerfelt.

Søg flere fag - i flere byer

Derfor opfordrer ministeren studenterne til at søge bredt - både inden for flere fag og i flere byer. Det kan nemlig øge deres chancer for at få en plads.

- Man kan søge op til otte uddannelser, og en del af opfordringen er at søge i forskellige byer. Hvis du søger bredt, så er der rigtig god sandsynlighed for at få en studieplads til efteråret, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Sidste år havde ansøgerne i gennemsnit 2,7 uddannelser på deres prioriteringsliste.

Flere pladser over hele landet

Partierne prioriterer ifølge aftaleteksten, at der oprettes 4.500 pladser på teknologi og it-området og uddannelser, der bidrager til den grønne omstilling og vækst i økonomien.

De sidste 500 pladser vil blive fordelt mellem sygeplejerske-, jordemoder- og pædagoguddannelsen.

Men den endelige fordeling af pladserne er endnu ikke fastlagt.

- Vi har lagt nogle ekstra pladser i de uddannelser, hvor vi kunne se, at der var studerende, der ønskede at komme ind sidste år, men hvor vi måtte afvise dem, fordi der ikke var plads, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

- Og det er blandt andet teknologi og it-området, hvor der var kvalificerede ansøgere, vi måtte afvise sidste år.

Sidste år havde 9 ud af 10 af de kvalificerede afviste ansøgere kun søgt optagelse på ét uddannelsesudbud.

Herunder kan du se partiernes forslag til fordelingen af pladser på uddannelserne. Det er et udkast og ikke endeligt vedtaget.

Samtale skal anspore de kommende studerende

Som en del af samme aftale er der afsat 10 millioner kroner til Studievalg Danmark. De skal bruges til hjælpe dem, der blandt andet er i tvivl om, hvilken retning de vil gå, siger ministeren.

- Hvor er der ledige pladser? Hvilke uddannelser er beslægtet med det, du gerne vil? Det kan være svært at navigere i.

- Mange uddannelser har man måske ikke hørt om, men det er ikke det samme, som at de ikke er vigtige og kan føre til rigtig gode arbejdsvilkår.

I brevet i dag vil der være et direkte telefonnummer til studievejledningen, som man kan bruge op til ansøgningsfristen 5. juli.

Men står man den 28. juli med et afslag på ens uddannelse, vil man få en direkte sms, hvor der er mulighed for at få individuel vejledning i, hvor der er ledige pladser.

Facebook
Twitter