Minister overvejer højere tissebøder

Justitsminister Lars Barfoed overvejer, om bøden for at urinere og besørge på gaden skal sættes i vejret. Politiker vil have prisen op på 5000 kroner.

I Esbjerg er problemet med tisseri i det offentlige rum særlig slemt, siger folketingspolitiker Chr. H. Hansen som har bedt justitsministeren om at hæve bøderne betragteligt. (Foto: Hanne Høier- DR Syd)

Skal det være dyrere at trække "sjoveren" frem på et gadehjørne, når tissetrangen melder sig på vej hjem fra byturen?

Det spørgsmål har justitsminister Lars Barfoed (K) bedt Rigsadvokaten undersøge i forbindelse med en generel gennemgang af bødetaksterne for gadeuorden.

Prisen for at urinere eller besørge på gaden er i dag på 600 kroner, hvis ordensmagten kommer forbi.

Men det mener Christian H. Hansen fra enmandspartiet Fokus er alt for billigt.

- Det er jo svært at sætte pris på, hvad det skal koste at tisse, men helt ærligt så synes jeg godt, at vi kan komme op på 5.000 kroner, siger han til Information.

Ifølge løsgængeren er især Esbjerg hærget af fulde folk, der urinerer, besørger og kaster op i gaderne, og derfor har han bedt justitsministeren om et svar.

I svaret oplyser Lars Barfoed, at Rigsadvokaten regner med at komme med en udtalelse til juli, så indtil da kan man fortsat lette blæren i det offentlige rum for 600 kroner.

Facebook
Twitter