Minister overvejer lovkrav om vinterdæk

Transportminister Hans Christian Schmidt vil undersøge, om vinterdæk eller øget mønsterdybde skal være et lovkrav.

Transportministeren vil lave en bred høring for at undersøge, om vinterdæk eller øget mønsterdybde skal være et lovkrav for alle køretøjer.

- Jeg er slet ikke afvisende for, at det kan blive et lovkrav, siger transportminister Hans Christian Schmidt til Radioavisen.

Indslag satte gang i redegørelse

Meldingen kommer, efter transportministeren har modtaget en "Redegørelse om eventuelt krav om vinterdæk" fra Trafikstyrelsen.

- Efter TV AVISEN den 26. november havde et indslag om vinterdæk, bad jeg om en redegørelse. Den har jeg så fået i dag. Og det er så også det der fører til beslutningen om nu at lave den her høring og så tager vi den derfra, siger Hans Christian Schmidt.

På opfordring af Trafikstyrelsen har ministeren derfor besluttet, at der foretages en bred høring på området, hvor parter som FDM, Dansk Erhverv og trafikselskaberne melde ind og forholde sig til tre valgmuligheder.

At vinterdæk og øget mønsterdybde skal være et lovkrav, et krav om øget mønsterdybde eller at regler ikke ændres.

Ikke dokumenteret at vinterdæk højner sikkerhed

Det kan det altså vare et stykke tid, før trafikanterne mærker noget til overvejelserne.

- Vi skal gøre det ordentligt. Vi skal have muligheden for at finde ud af, hvad er det for en model, hvad er det vi skal gøre og hvad er det af erfaringer man har med det, siger ministeren.

I redegørelsen fra Trafikstyrelsen blev faktuelle oplysninger om vinterdæk gennemgået. Derudover så man på de svenske og tyske regler for lette og tunge køretøjer.

På den baggrund vurderede styrelsen ikke, at der er dokumentation for, at et krav om vinterdæk vil forbedre trafiksikkerheden (målt i personskadeuheld). Til gengæld mente man, at fremkommeligheden vil blive forbedret, når der er sne på vejen.

Facebook
Twitter